Da Anja Østerbye så en annonce for uddannelsen til markedsføringsøkonom, var hun ikke i tvivl. Dét skulle hun studere.

En uge senere var den 22-årige tegne-interesserede Anja flyttet fra Farum i Nordsjælland til Nakskov på Lolland. Året var 1994.

I dag har hendes uddannelse skiftet navn og indhold til multimediedesigner. Dengang Anja Østerbye startede, var uddannelsen helt ny, uden en klar retning, og der var intet fokus på det visuelle.

”Vi havde fag som tysk og jura. Det gav ikke rigtig mening, men det var præmissen. De vidste ikke hvad de skulle putte ind i uddannelsen, så vi fandt vores egen måde at uddanne os på,” siger Anja Østerbye.

Lærte photoshop på en uge

På grund af et godt studiemiljø trivedes Anja Østerbye strålende i Nakskov. 

Undervejs havde hun tre praktikperioder. Hun var på kunstmuseet Louisiana, hos Eksperimentariet og sluttede i et lokalt firma, der producerede CD-rom’er med nemme madopskrifter til udviklingshæmmede. 

En uge inden hun skulle starte i den sidste praktik fik hun at vide, at firmaet forventede, at hun kunne arbejde i Photoshop.

Om Anja Østerbye

51 år gammel.

Opvokset i Farum og bor nu i Hareskovby i Storkøbenhavn.

Uddannet markedsføringsøkonom i 1996.

Arbejder som Design Lead i Impact.

”Så kastede jeg mig over programmets egne indbyggede tutorials, og jeg kan huske, at man kun arbejdede i ét lag,” siger Anja Østerbye, der havde selvlært programmet, da hun troppede op.

Sparring fra de bedste

Efter endt uddannelse gik der ikke mange måneder før Anja Østerbye både havde vundet en bronzeløve i Cannes og en Creative Circle Award for en hjemmeside, hun designede for tøjfirmaet Rastablance hos Grey.  

Efterfølgende gik hun sammen med to tidligere studiekammerater, samt en tekstforfatter, og stiftede sit eget multimediebureau, Ultimatum, på Frederiksberg Runddel. I de næste tre år blev hun en bedre og bedre designer. 

”Vi lavede alle mulige former for underholdning og indhold. Fra Kaj og Andrea til årsrapporter for TDC,” husker hun. 

Selvlærte i marketing

1 ud af 20 der arbejder i marketing er selvlærte, og Business Danmark forudser, at andelen vil stige.

I denne uge sætter Markedsføring fokus på en række selvlærte profiler for at høre om deres anderledes vej ind i salg- og marketing.

Det første interview er med Martin Wiinholt, der oprindeligt var ekspert i troubadour-sangere fra 1100-tallet, før han kom ind som juniorkonsulent på bureau.

Du kan også læse et interview med Sigrid Thau, der blev erklæret uegnet til gymnasiet, men uden relevant uddannelse har skabt sig en karriere som selvstændig brand udvikler og Marketing Manager.

22-årige Carl Kronika stiftede sit første bureau mens han gik i gymnasiet. I dag omsætter det for et to-cifret millionbeløb, selvom ingen af grundlæggerne har en uddannelse.

 

Det gode arbejde blev anerkendt, og Ultimatum blev inviteret til at blive en del af People Group, der også drev Wibroe, Duckerts og Partners. Det betød, at Anja Østerbye og hendes to partnere fik adgang til alle reklamebureauets kunder: Kims, Tuborg og Sonofon. 

”Jeg lærte sindssygt meget af at arbejde i People Group, for der var så mange ekstremt dygtige folk derinde, nogle af de bedste i branchen, som man kunne vende alle sine ting med.”

Har følt sig fri

Efter en årrække som selvstændig er Anja Østerbye i dag Design Lead på det digitale bureau Impact, hvor hun laver design og udtryk til E-commerce løsninger.

Hun mener, at det at være selvlært har givet hende mere frihed.

”Jeg har tit følt mig meget fri i mit design. Det kan måske være, fordi jeg ikke er ”skolet” til at tænke på en bestemt måde og har nemmere ved at bryde rammer,” siger hun.

Men hun har også manglet viden undervejs. Derfor stiller det at være selvlært større krav til at være åben over for andres input.

”Fordi jeg nogle gange mangler et fundament, så er jeg blevet ret god til at lytte og arbejde med på andres metoder,” siger hun.

Hvad har været det sværeste ved at være selvlært? 

”Der er altid en eller anden form for tvivl – om jeg nu arbejder mig frem til resultatet på den bedste måde? Men den tvivl er også ofte også det, der driver mig.”