En ny kampagne fra Audi Danmark opfordrer lige nu danske bilister til tage en afstikker fra den planlagte rute og lægge vejen forbi den nærmeste blodbank.
Indsatsen er udviklet i udviklet i samarbejde med Bloddonorerne Danmark og det kreative bureau Twenty, og den har fået titlen Powered by Detour.
Det oplyser Twenty og Audi i en mail til Markedsføring.
På store annonceflader langs vejene og i byrummet i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Kolding, Slagelse og Køge bliver trafikanter således lige nu mødt af vejvisning til den nærmeste blodbank.
Og målet er klart: At gøre vejen til bloddonation mere synlig og motivere flere danskere til at blive bloddonorer.
”Med lokale budskaber og konkrete adresser gør vi blodbankerne synlige i bybilledet og viser, at de kan ligge på en rute, man allerede tager i hverdagen. Måske passerer man en på vej til arbejde, indkøb eller træning uden at vide det,” udtaler Jacob Thiesen, der er head of Marketing hos Audi Danmark, i mailen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Han tilføjer:
”Vi vil gøre vejen fra tanke til handling kortere. For lysten til at gøre en forskel kan være der, uden at man ved, hvor den nærmeste blodbank ligger.”
Kommunikation tættere på handling
Med den nye kampagne bygger Audi Danmark videre på den eksisterende platform Powered by Hearts, som parterne aktiverede sidste år – ligeledes i samarbejde med Bloddonorerne og Twenty.
Dengang var fokus på tid og opladning af elbiler, men i år flytter man kommunikationen tættere på den konkrete handling: At give blod.
Men i stedet for blot at opfordre danskerne til at donere blod, viser kampagnen med konkrete adresser, hvor man skal køre hen for at finde blodbanken – både lokalt i de enkelte byer og på nationalt plan.
»I år gør vi kampagnen hyperlokal med OOH, abribusser og digitale assets, der tager udgangspunkt i den enkelte blodbanks placering og de ture, folk allerede tager i hverdagen,” udtaler Farah Dib, kreativ direktør og co-founder i Twenty, i mailen.
Omdrejningspunktet for kampagnen er dermed den barriere, der ligger i, at bloddonation faktisk kræver at man møder fysisk op i blodbanken.
Og at der, ifølge Bloddonorerne Danmark, er behov for 30.000 nye bloddonorer for at sikre tilstrækkelige blodforsyninger i Danmark.
”Vi vil gøre behovet for bloddonorer konkret og vise, at en lille omvej kan gøre en stor forskel. Forhåbentlig bliver det lettere at gå fra tanke til handling, når man opdager, at blodbanken ligger lige på vejen,” udtaler Farah Dib.
Følges op af national kampagnefilm
Kampagnen, der kører fra uge 42 til uge 44, henvender sig bredt til danskerne, men har særligt fokus på unge mænd, som er en eftertragtet målgruppe blandt bloddonorerne og samtidig en gruppe, Audi Danmark har en naturlig berøringsflade med.
Og ud over de mange OOH-eksekveringer rundt om i landet følges kampagnen af en ny film, hvor man ser en kvinde med en barnevogn, der pludselig får et mobilopkald fra sin læge.
Opkaldet er tydeligvis stærkt ubehageligt og sender kvinden ud på en voldsom følelsesmæssig rutsjetur, og ifølge Jacob Thiesen fra Audi Danmark bygger filmen og OOH-delene på den samme indsigt – men løser forskellige opgaver i kampagnen.
Artiklen fortsætter under billedet.
”Filmen, som er den nationale del af kampagnen, sætter fokus på problemstillingen og skaber den følelsesmæssige forståelse for, hvorfor der er brug for flere bloddonorer. Den minder os om, at blod kan blive afgørende i situationer, som de fleste af os enten selv har oplevet eller kender nogen, der har,” udtaler han og uddyber:
”OOH-delen, der er den lokale del, omsætter derefter budskabet til handling. Her bruger vi Audis naturlige kobling til mobilitet og vejene omkring os til helt konkret at vise danskerne vej til den nærmeste blodbank. Målet er at gøre den usynlige barriere mindre ved at synliggøre, at blodbanken ofte ligger tættere på, end man tror. Så hvor filmen skaber motivationen, skal OOH få flere til faktisk at tage den lille omvej, der kan gøre en stor forskel.”
Hos Twenty glæder Farah Dib sig over at være med til at bygge videre på kampagneplatformen Powered by Hearts for andet år i træk.
”Sammen med Audi Danmark har vi udviklet en platform, hvor et stærkt brand og et vigtigt formål går hånd i hånd. Det giver kampagnen værdi og potentiale til at gøre en reel forskel,” udtaler hun i mailen.
Se filmen herunder – Holy Ravioli har produceret, og Marc Louis Sutton har instrueret.