Siden starten i 2014 har reklamebureauet Boye & Spellerberg hvert år formået at slå sin egen rekord, og 2021 er ingen undtagelse.

Bureauet udkommer således for ottende år i træk med tal, der overgår året før.

”Vi skaber stærke fortællinger,” lyder en del af forklaringen fra CEO, Bjarne Spellerberg, der tilføjer, at man derfor ”tiltrækker kunder, der tror på, at kreativitet skaber værdi”.

Han mener desuden, at bureauets evne til at balancere rollen som rådgiver med det, han betegner som ”en kollaborativ tilgang” rammer et behov i markedet. 

”Den erfaring, der er akkumuleret på bureauet, sætter kunderne stor pris på at kunne læne sig op ad, for langt hen ad vejen er det den trænede intuition, der skaber succeserne i vores verden,” siger han.

2,2 millioner pr. medarbejder

Boye & Spellerbergs 2021-regnskab, som netop er offentliggjort, viser en bruttofortjeneste på godt 11 millioner kroner mod 9,6 millioner kroner i 2020.

Driftsresultatet lander på knapt 4,4 millioner kroner mod 3,8 millioner i 2020.

" Da jeg startede i branchen for en del år tilbage, var der mere tid til at tænke sig om.
Bjarne Spellerberg, CEO, Boye & Spellerberg

Med et gennemsnit på seks medarbejdere i 2021 leverer bureauet en bruttoavance pr. medarbejder på godt 2,2 millioner kroner.

Det placerer Boye & Spellerberg i den absolutte produktivitets-top blandt danske reklamebureauer.

Ifølge den seneste udgave af BureauTrends fra Bureaubiz og MyResearch, ligger bruttoavancen pr. medarbejder for små bureauer – dvs. bureauer med en bruttoavance under 20 millioner – på omkring 745.000 kroner.

Har undgået ommere

Bjarne Spellerberg tøver kort på Markedsførings spørgsmål om, hvad der i 2021 har været bureauets største succes, men siger:

”Vi er gode til at ramme skiven første gang. Det er en afgørende kompetence i en tid, hvor deadlines bliver kortere og kortere. Vores erfaring og tætte samarbejde med kunderne er med til at sikre, at vi stort set undgår ommere.”

Men han tilføjer, at alle også har løbet stærkt.

Nøgletal for Boye & Spellerberg 2021

(Tal i millioner, 2020 i parentes)

Bruttofortjeneste:               11,0 (9,6)
Driftsresultat:                         4,4 (3,8)
Årets resultat:                        4,3 (3,8)
Bruttoavance:                      13,4 (12,0)
BA pr. medarbejder:             2,2 (2,4)

Kilde: Boye & Spellerberg

”Da jeg startede i branchen for en del år tilbage, var der mere tid til at tænke sig om. Men i dag går det hurtigt. Det kan vi godt mærke.”

Er der noget, du gerne ville have gjort anderledes i 2021?

”Ja. Det var helt klart en fejl, at vi ikke staffede op tidligere. Det burde vi have gjort, men vi fik først taget fat i det i slutningen af året, og det har været hårdt for os,” siger Bjarne Spellerberg og tilføjer:

”Det kan gå i en periode, men ikke længe. Sådan skal det ikke være. Vi skal passe på hinanden. I dag er vi syv ansatte på bureauet, men mangler stadig både en senior kontaktprofil og et kreativt team.”

Vil investere i kompetencer

Da Bjarne Spellerberg i forbindelse med 2020-regnskabet blev spurgt til, hvordan han så 2021 for bureauet, sagde han:

”Med det bundtræk vi er ved at få i markedet, så håber jeg, at vi klarer skærene i 2021. Men som altid så skal der ikke mange bølgeskvulp til, før det kan mærkes.” 

Skærene er klaret trods bølgeskvulp, og mere til, men skal bureauet sætte rekord igen i 2022?

Om Boye & Spellerberg

– Stiftet af Peter Boye og Bjarne Spellerberg i 2014
– Bor i Bredgade i det indre København og beskæftiger i dag syv medarbejdere
– Arbejder for blandt andre Arbejdernes Landsbank, Boozt, Brobizz, Danske Spil, Fitness World, Telmore, Topdanmark og TV 2.

Kilde: Boye & Spellerberg

”Det håber vi da. Vi er glade for, at det går godt, men vækst har aldrig været et mål i sig selv. I år bliver vores vigtigste målsætning at investere i flere dygtige kolleger,” siger Bjarne Spellerberg.

På branchens vegne er han optimist af én bestemt årsag:

”Kreativiteten og ønsket om at fremme kreativitet har det godt. Og i min optik er det der, det store slag kommer til at stå. I 2022 og årene frem bliver der mere brug for folk fra de kreative uddannelser end fra CBS i reklamebranchen,” siger han og tilføjer:

”Sådan en som mig er der da nok også brug for, men det er kreativiteten, vi skal leve af, både i 2022 og i de næste mange år.”