Fiskegrej, racercykler og værktøj. Den slags har de fleste mænd ikke svært ved at tale om, men når det gælder emner som fertilitetsbehandling, arbejdspres eller dating, kniber det for flere.

Det viser en ny undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed, og det er blevet udgangspunktet for kampagnen ”Apropos”, som Call me netop har lanceret i samarbejde med det kreative bureau Brandhouse. Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser, at 28 procent af de adspurgte 1.000 mænd tilkendegav, at de ’sjældent eller aldrig’ havde nogen at snakke fortroligt med. For de adspurgte 1.000 kvinder var andelen kun det halve. 

”Med en ambition om at skabe, fremme og styrke meningsfulde forbindelser mellem mennesker er det selvfølgelig foruroligende læsning, at mere end hver fjerde danske mand sjældent eller aldrig har en fortrolig samtale,” siger Eva Lundgren, director brand & marketing, Call me, i meddelelsen.

Og jo – det giver mening for telebrandet at ’blande sig’ i den slags, lyder det videre fra Sarah Eskildssen, der er senior brand manager hos Call me.

”Det er vigtigt for os at tage ansvar. Med en historik i ”Tal Ordentligt” ligger det i vores DNA ikke bare at sælge mobiler og abonnementer. Vi vil også gerne fremme den positive brug af vores produkter”, udtaler hun.

Kampagnen består af både film og kontekstuelle annoncer i nichemedier med fokus på gør-det-selv, jagt og biler, og med ”apropos”-grebet vises, hvor hvor ubesværet og simpelt et emneskift kan gøres.

Artiklen fortsætter under billedet.

Eksempler på et par af de kontekstuelle annoncer. Foto: PR

”En kampagne, der virkelig betyder noget”

Call me lancerede sammen med Brandhouse sidste sommer det nye brandunivers, der trak tråde tilbage til det nævnte Tal Ordentligt-univers, der så dagens lys i 2012 og fortsatte en årrække frem.

Tal Ordentligt, som nærmest var purpose, før purpose-begrebet for alvor begyndte at brede sig i den kommercielle kommunikation, handlede i al sin enkelthed om, at man skulle opføre sig ordentligt og havde dermed et budskab, der rakte langt ud over salg af abonnementer.

Universet hentede masse af kreative priser i ind- og udland, og efter en kort taktisk periode i 2021/2022 vendte følelserne og holdningerne tilbage igen hos Call me.

Og i den nyeste kampagne er det altså mænd og deres vaklende evne til at tage de dybe samtaler, der er temaet. 

Et vigtigt og engagerende emne, lyder det fra Trine Qvistgaard, kreativ direktør på Brandhouse, i meddelelsen.

”Det faktum, at så mange danske mænd enten sjældent eller aldrig har en fortrolig samtale, har gjort briefen enormt relevant og dybt meningsfuld. Den slags opgaver kaster stor energi af sig, og det har gjort det muligt for os at skabe en kampagne, der virkelig betyder noget”.

Se TVC’en herunder – den er produceret sammen med Plotworks og med Christian Bagger som instruktør.