Det er ikke mange danske instruktører, der bliver nævnt i samme åndedrag som mesterinstruktøren Martin Scorsese.
Men det er nu tilfældet for det danske instruktørtalent Sebastian Lopez, der netop har en indgået aftale med det prominente produktionsselskab Superprime Films, der også har Oscar-vinderen Scorsese i deres internationale roster.
Superprime vil fremover repræsentere Sebastian Lopez i USA, Storbritannien og Amsterdam.
26-årige Sebastian Lopez har de senere år gjort sig bemærket med en række danske reklameproduktioner for blandt andet VEO, der blev kåret som Månedens Kampagne af nærværende medie, og han har lavet virale succeser for både skobrandet Lost Boys og ByMaximise.
Har valgt med maven
I Skandinavien er Sebastian Lopez repræsenteret af Fern, og ifølge produktionsselskabet har der været interesse for instruktøren fra forskellige selskaber i USA og UK igennem længere tid.
Om hvorfor valget faldt på Superprime, skriver Sebastian Lopez i en mail til Markedsføring:
”Det er en mavefornemmelse. Man har møder med en masse mennesker, som både er søde og lover en masse, men det er ikke altid, man føler sig hørt.”
”Mit mål lige nu er at forsætte med at lave projekter, som jeg selv kan få lov at skrive, og hvor der er kreativ frihed. De (Superprime, red.) har givet mig indtrykket af virkelig at forstå den plan, og at de vil bakke op om den med alt, de har,” tilføjer Sebastian Lopez.
”Har en skarp sans for dialog og timing”
For er halvt år siden vandt Sebastian Lopez True Rising Star til True Awards, og sidste år blev han kåret til M Talent af Markedsføring i forbindelse med den årlige The M List.
Hos Superprime er stifterne Rebecca Skinner og Michelle Ross begejstrede over tilgangen af den første skandinav til selskabets roster:
“Du husker Sebastians arbejde, fordi det er oprigtigt sjovt og forankret i genkendelig hverdagsadfærd. Han er en stærk til at skrive og har en skarp sans for dialog og timing, som er med til at forme den måde, han instruerer på,” lyder det i en pressemeddelelse fra Superprime.
Ifølge Fern.-medstifter Jeppe Kolstrup har man længe kendt til og støttet Sebastian Lopez’ internationale ambitioner.
“Fra Sebastian lavede sin første film, har hans mål været at arbejde i hele verden – en vision vi har troet på og aktivt støttet op omkring hele vejen igennem,” skriver han til Markedsføring
Adgang til en kæmpe legeplads
Sebastian Lopez skriver, at han håber, at Superprime-engagementet kan åbne døre, så han kan komme til at arbejde med flere dygtige mennesker og få ressourcer til at føre flere af sine idéer ud i livet.
”Mit arbejde er båret af de originale karakterer, jeg har med i filmene, og dem vrimler det med i UK og USA. Det føles som at få adgang til en kæmpe legeplads.”
Ifølge Fern har Sebastian Lopez også for nylig signet med det tyske produktionsselskab Le Berg, og han arbejder i skrivende stund på sin første internationale produktion.
Udover Martin Scorsese har Superprime også Yorgos Lanthimos, Sean Baker, Damien Chazelle og Chloé Zhao i sin roster.