Kim Jessica Axholt var som digital chef hos partiet Liberal Alliance med til at gøre partiformanden, Alex Vanopslagh, til en TikTok-stjerne under seneste valgkamp.

Nu siger hun farvel til politik og skal fremover være CMO hos investeringsselskabet CVX Ventures.

“Gennem min tid som Digital Chef i Liberal Alliance har jeg haft fornøjelsen af at arbejde med et fantastisk team og bidrage til en sublim valgkamp. Disse erfaringer har rustet mig til min nye rolle i CVX Ventures, hvor jeg vil fokusere på branding og positionering,” oplyser Kim Jessica Axholt i en meddelelse.

Hvorfor lige CVX Ventures?

”Jeg har altid interesseret mig for økonomi og finans, som man også kan se på mit CV med min baggrund i CEPOS og Liberal Alliance. CVX Ventures er et venture investeringsselskab, som sammen med vores partnernetværk, der består af +650 erfarne danske investorer, investerer i de mest lovende nordiske vækstvirksomheder. Det er godt for samfundet, og jeg er enormt motiveret af at hjælpe med at sætte skub i tingene til gavn for erhvervslivet,” svarer Kim Jessica Axholt i en mail til Markedsføring.

Har det været en svær beslutning?

”Fra et fagligt perspektiv var beslutningen relativt ligetil. Efter syv år med fokus på afskaffelse af topskatten er det opfriskende at skifte retning og arbejde med noget nyt,” skriver Kim Jessica Axholt.

Men, tilføjer hun:

”Den emotionelle side af beslutningen var mere udfordrende. Det er aldrig nemt at sige farvel til kollegaer, især i en organisation som LA, der har en unik og åben kultur. Det er den del af overgangen, der har været sværest for mig.”

Hjernen bag Daddy Vanopslagh

I et større interview med Markedsføring, har hun tidligere sat ord på, hvad der lykkedes for Liberal Alliances SoMe-strategi, der indbragte holdet bag prisen som ‘Social Media Management Team of The Year’ til Social Media Manageren ’22.

”At have humor og at være autentisk fungerer rigtigt godt. Og så er der ingen tvivl om, at Alex Vanopslagh er det store trækplaster. Han har masser af energi og humor. Og så har vi kunnet se, at vi ikke behøver have mange effekter og vild musik på vores videoer. Simple og skarptskårne politiske budskaber slår meget igennem. Vi har ramt en nerve i det segment, der bruger TikTok,” sagde Kim Jessica Axholt dengang.

Dengang havde partiformanden lige over én million TikTok-likes. I dag er han på den anden side af to millioner likes.

Hvad ser du mest frem til i din nye rolle?

”Jeg har altid fundet dyb tilfredsstillelse i at skabe noget nyt og se projekter gå fra koncept til virkelighed. Nu kan jeg med tryghed og ro i maven give stafetten videre til dygtige mennesker, der kan arbejde videre med det, vi har bygget i LA.”

Kim Jessica Axholt fortsætter:

”Hos CVX Ventures ser jeg især frem til at spille en nøglerolle i udformningen og implementeringen af virksomhedens kommunikations -og marketingstrategi. Med den autonomi jeg får i denne rolle, ser jeg frem til igen at dykke ned i det operationelle arbejde, som er uundgåeligt i en start-up-setting.”

Hvad tager du med dig videre som den vigtigste læring fra din tid som digital chef i LA?

”Min tid som digital chef i LA har indskærpet to centrale læresætninger. Først og fremmest har erfaringen fra den intense valgkamp understreget vigtigheden af at kombinere strategisk tænkning med hurtig og effektiv eksekvering. Det er en balancegang, der er afgørende i ethvert dynamisk miljø,” skriver hun og tilføjer:

”Dernæst har arbejdet i LA bekræftet betydningen af omstillingsparathed og innovation. At transformere LA til en ‘digital maskine’ krævede en proaktiv tilgang til forandring og en villighed til konstant at tilpasse sig et skiftende medielandskab. Disse kompetencer er ikke blot værdifulde; de er essentielle i det moderne erhvervsliv.”