Vi stirrer ind i en ung kvindes øjne.

På den ene side af hendes hoved er huden perfekt. Hendes læber store og fyldige. Håret smukt og bølgende.

På den anden side er læberne mindre. Huden er mere naturlig. Håret lidt rodet og redt tilbage, og der er små urenheder i huden.

Den ene side af billedet er et manipuleret foto af pigen, imens den anden side ikke er photoshoppet.

Billedet rummer kernebudskabet i den globale kampagne fra Dove, der har som sit mål at forbedre unges selvværd – og som nu også bliver rullet ud i Danmark.

Her har Dove har fået et lavet et studie, der ifølge dem viser, at syv ud af 10 unge kvinder mener, de skal se perfekte ud, før de poster billeder på sociale medier – og at halvdelen af unge kvinder redigerer deres billeder, før de deler dem.

”Urealistiske skønhedsstandarder skabt af det forvredne billede på sociale medier påvirker unge kvinders selvværd negativt, og det er desværre også noget, vi ser i Danmark,” skriver Ilse Siekkinen, Nordic Head of Marketing hos Unilever, der ejer Dove, i en mail til Markedsføring om kampagnen.

Doves undersøgelse

Undersøgelsen er lavet af analyseinstittutet Syno. I Danmark er der lavet 527 interview med kvindelige respondenter i alderen 10-17 år. Analysen er ikke repræsentativ.

Analysen viste følgende:

43 procent af deltagerne i undersøgelsen bruger altid et filter for at få sig selv til at se bedre ud på billeder.

77 procent ville slette et billede, hvis de ikke så perfekte ud på det.

Kan det lade sig gøre?

Udover kampagnen har Dove også i løbet af weekenden fra den 8. til den 9. oktober i Frederiksbergcentret haft opstillet en selfieboks, der skulle gøre opmærksom på problemerne.

Kampagnen er en del af Doves samlede indsats for at forbedre selvværdet hos unge mennesker, som gik i luften for første gang tilbage i 2004. Dengang gik Dove i luften med en film, der satte spotlight på billedmanipulation i reklamer.

”Men nu ser vi også de redskaber til redigering, som før var forbeholdt professionelle, blive brugt af unge mennesker med et enkelt tryk på en knap uden nogen regulering. I stedet for modeller er det i dag unge piger på deres værelser, der redigerer deres identitet væk,” skriver Ilse Siekkinen til Markedsføring.

Det er et meget stort mål at styrke selvværdet hos unge mennesker – kan det overhovedet lade sig gøre?

”Det er sandt. Men som en af verdens største brands har Dove muligheden for at gøre en forskel i samfundet. Siden 2004 har arbejdet med Doves Selvværdsprojekt, hvor vi har haft målet om at hjælpe 250 millioner unge mennesker verden over med at forbedre deres selvværd frem til 2030,” skriver Ilse Siekkinen.

Ifølge hende har kampagnen indtil videre virket.

“Vi har arbejdet tæt sammen med ledende psykologer, forskere og eksperter for at skabe materiale og værktøjer, som kan skabe positive kropsbilleder. Til dato har vi nået 69 millioner unge i 150 lande,” skriver hun.

Tiden kører baglæns

Som en del af kampagnen har Dove sammen med eksperterne udarbejdet vejledninger til både forældre og lærere, som de kan bruge til at arbejde med selvværdet og sociale medier hos unge mennesker.

Dove gik i foråret i luften med reklamefilmen ”Den Omvendte Selfie”, hvor en ung kvinde retoucherer og photoshopper et billede af sig selv – men filmen kører baglæns, så vi starter med rosen af hendes redigerede foto i kommentarer på sociale medier og slutter på, at vi ser hende side i sengen, som hun ser ud, når hun bare er sig selv.

”Vi ønskede at vise processen, der vender effekten af den digitale forvrængning om – som om vi skruer presset, unge mennesker føler for at ændre sig selv digitalt, tilbage,” skriver Ilse Siekkinen til Markedsføring.

Dove har ikke ønsket at fortælle, hvad kampagnen har kostet.

Du kan se videoen, som Dove lancerede i foråret, her:

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger