Landbrug & Fødevarer siger nu farvel til Hjaltelin Stahl og goddag til Mensch, der således igen får landbrugets interesseorganisation på kundelisten.
Det bekræfter Lasse Bastkjær Jensen, der er kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer, over for Markedsføring.
– Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Hjaltelin Stahl, og sammen har vi lavet nogle rigtig gode ting. Vi kigger ind i en ny strategiperiode for organisationen og synes, at det var en god timing til også at få nogle friske øjne på vores kommunikation, siger han.
Om hvorfor Mensch er tilbage i folden, siger Lasse Bastkjær Jensen:
– Vi kører efter en kommunikationsstrategi, som rækker frem til 2023, og det kommer vi til at fortsætte med. Vi har flere forskellige leverandører på kommunikationen – for eksempel står e-Types bag vores corporate brand identitet, og vi har leverandører, der er bedst til de store events.
– Og så er der Mensch, som er stærke på fortællinger i større kampagner. Dygtige folk udefra, der lige kan sætte prikken over i’et er et vigtigt supplement til vores interne kompetencer. Jeg synes, at Mensch både tidligere med os og nu med andre har været gode til at få den originale idé og slagkraftig kommunikation til at gå op i en højere enhed.
Landbrug & Fødevarer har igennem det sidste år kørt flere større kampagner. Senest har man gjort opmærksom på, at landbruget er en central spiller i forhold til beskæftigelsen og i sommeren 2020 kørte man en større brandingkampagne.
I har det seneste år været relativt synlige. Kan oplyse, hvad jeres bureau-budget er?
– Synligheden skyldes jo ikke kun den betalte kommunikation, men også en kæmpe indsats fra vores dygtige pressefolk. Så jeg kan godt forstå, at det samlet tager sig voluminøst ud. Præcise beløb har jeg altid bedst kunnet lide at holde interne, siger Lasse Bastkjær Jensen.
Omdømmeindsats på vej
Hjaltelin Stahl landede Landbrug & Fødevarer i 2018, efter interesseorganisationen havde haft Mensch, der dengang udviklede kampagner, hvor Jørgen Leth lagde stemme til.
Men Jørgen Leth skal vi ikke tilbage til, lyder det fra Lasse Bastkjær Jensen:
– Det skønne ved L&F er, at man efterhånden har en hel del indsatser, der er blevet kommunikationsklassikere. Det gælder Jørgen Leth fra Mensch og ”Noget af det bedste i verden” fra Hjaltelin Stahl. Men vi skal alle sammen hele tiden udvikle os. Det gælder hele vores erhverv, men sandelig også kommunikationen. Så jeg tænker, at vi skal tænke nyt. Og jeg tror ikke, at det kommer til at involvere Jørgen Leths ellers mesmeriserende røst, siger han.
Hvad bliver den første opgave for Mensch?
– Jeg er ikke så stiv i markedsføringstermer, men lige nu er vi jo i gang med en slags ”onboarding”. Vi taler med dem og sætter dem grundigt ind i vores tilgang til kommunikation og til de ganske mange fakta, vi bygger kommunikationen på. Jeg forventer, at vi senere på året folder det ud i form af en egentlig omdømmeindsats. Men lige nu har vi rigeligt at se til med landbrugsforhandlingerne, siger Lasse Bastkjær Jensen.
Hjaltelin Stahl har dog også fået nye kunder ind. For eksempel landede man i april i år Norlys.