Karsten Kjems’ verden har bogstaveligt talt åbnet sig op.
For en lille håndfuld år siden var hans lyddesign-bureau, Sonic Minds, en meget lokal spiller, som mest af alt arbejdede med danske kunder.
Tag ikke fejl. Sonic Minds har lavet lyd, som de fleste danskere har hørt. Blandt andet for brands som DSB, Carlsberg og Ørsted. Kundelisten tæller også Mærsk og Arla.
Men de seneste par år er der sket en mindre revolution. Nu er langt de fleste kunder i hans portefølje internationale – og særligt virksomheder i lande som USA, Kina, Tyrkiet, England, Israel, Sverige og Malta fylder godt op.
”Jeg er så overrasket over, at de kunder, vi får fra Kina eller USA intet har imod at have nogen med, der er fra Danmark. Det betyder intet for dem. Hvis du er dygtig nok i dag, kan du sidde i shorts på stranden eller i en bomuldstrøje som mig i Vanløse. Det er intet problem,” siger Karsten Kjems.
”De ser på os med lige fod med store spillere, der har 100 medarbejdere. Vi har også 80 forskellige musikere tilknyttet, men det er freelance, remote og på tværs af hele verden. Det viser bare, at alt handler om, hvor godt du kan arbejde digitalt,” siger han.
Udviklingen er både ført an af en række corona-år, der gjorde Zoom-opkaldet mere normalt end et fysisk kundemøde.
Men strategien om at vokse eksplosivt i udlandet blev allerede sat i søen inden corona med virksomhedens partner Søren Andersen i spidsen. For hvorfor skulle Karsten Kjems ikke kunne sælge lyddesign fra hele verden i en digital tidsalder?
Og det har bundlinjen hos Sonic Minds også vist, at han kan.
Et uforløst potentiale
Vi spoler tiden tilbage til 2020, hvor Sonic Minds hovedsagelig arbejdede med danske kunder.
Her mødte lydmanden Karsten Kjems en gut ved navn Søren Andersen ved en festlig lejlighed. Søren Andersen havde tidligere i mange år arbejdet med salg i Berlingske og stået i spidsen for en række marketingbureauer med ekspertise i vækst.
Og han så et uforløst potentiale i Sonic Minds.
”Da jeg mødte Karsten, anede jeg intet om lydbranding eller noget i den dur. Men Karsten er guruen inden for det område. Jeg fandt blandt andet ud af, at Karstens firma havde lavet lyden for Mobilepay, og at du ikke kan gå en dag i Danmark uden at høre Sonic Minds’ lyd,” siger Søren Andersen.
Det blev starten på et stærkt samarbejde – og en strategi, der skulle bringe Sonic Minds ind på den globale scene.
”Jeg tog Søren med ind, fordi han kan hjælpe virksomheden med at komme ud over rampen og få nye kunder. Danmark er på størrelse med Hamborg, når vi ser på markederne. Der er et meget større potentiale i udlandet. Men vi manglede evnerne til at gøre det selv,” siger Karsten Kjems.
Søren Andersen stemmer i:
”Vi begyndte at lave en masse online-marketing. Vi arbejder hardcore på at lave SEO, og vi begyndte at kommunikere alt på engelsk. Og pludselig begyndte vi at blive kontaktet af en masse virksomheder uden for Skandinavien,” siger han og tilføjer:
”Alt handlede om at skabe en position. Vi har skabt et kommercielt fokus på et område, hvor mange andre har sovet i timen internationalt. De store spillere var simpelthen langt bagud. Ved at være first movers har vi givet en lille virksomhed med base i en kælder en konkurrencefordel.”
Slut med køreturene til Jylland
At lave det strategiskifte har også fået ekstra fart på, fordi corona-pandemien gjorde verden langt mere digital, siger Karsten Kjems.
”Corona var en hjælp for os. Det betød, at vi ikke længere skulle flyve rundt til workshops. Folk var ligeglade med, om vi sad i Brønshøj eller Bangladesh,” siger Karsten Kjems.
Derfor investerede Sonic Minds også i platforme og digitalt udstyr, så de kunne afspille lyd og facilitere workshops bedre digitalt end konkurrenterne.
”Det har ikke været nemt, men vi har fundet ud af, hvad der virker og ikke virker i en digital workshop. Vi er blevet tech savy. Det skal være nemt for kunderne at disktuere og evaluere lyden,” siger Karsten Kjems.
Ifølge Søren Andersen er det også blevet tydeligt for Sonic Minds, at fordi man kunne levere godt på det i Skandinavien, var man langt fremme i forhold til resten af verden.
”Hvis du har et produkt, der fungerer godt i Norden, så kan det fungere i næsten hele verden med den tech-viden, vi har. Kan du sælge til kunder i Sverige, kan du også levere til hele verden. Det har været en åbenlys aha-oplevelse,” siger Søren Andersen.
For Karsten Kjems er det også noget af en udvikling i forhold til, hvordan han tilbage i tiden pitchede og afsætte sine lyddesigns.
”I gamle dage fløj jeg til Schweiz eller kørte i bil til Jylland for at mødes med Danish Crown. Jeg kunne bruge en hel dag på et møde. Det var så ineffektivt, men video var bare ikke acceptabelt,” siger han og tilføjer:
”Jeg er overrasket over, hvor meget folk har vænnet sig til det. Facaderne er røget en smule, og der er kommet en god kultur på videomøder.”
Bangladesh eller Vanløse
Sonic Minds har også brugt videointerviews til at ansætte sine mange freelance-musikere verden. Ligeledes overvejer selskabet også at hyre en række medarbejdere ind med base i Taiwan, som kan hjælpe med at holde styr på især de amerikanske kunder, fordi tidsforskellen passer bedre.
Med andre ord er Sonic Minds, som virksomheden planlagde i 2020, blevet en global størrelse.
Og det har også kunnet ses i økonomien, siger Søren Andersen.
”Vi er vækstet med over 100 procent i tre år,” siger han.
I sit senest regnskab – for 2021 – havde virksomheden en omsætning på 2,6 mio. kr. Året forinden var det 1,4 mio. kr, og går vi tilbage til 2016, omsatte Sonic Minds for 298.000 kroner. Resultatet før skat er også gået fra -88.000 kroner til et plus på over 500.000 kroner i samme periode.
Og på kundelisten har Sonic Minds blandt andet sikkerhedsselskabet Orca Security (USA), computerproducenten Asus (Taiwan) og fintech-selskabet Beryllium (Singapore).
Med andre ord er der virkelig sket noget.
”Det er også klart, at vi har investeret meget i udstyr og mennesker, og det går fremad. Vi er ikke en Unicorn, der sprænger loftet. Men vi har mulighed for at vækste 10 gange så meget, fordi processerne er på plads. Vi vil også vækste med 50 procent i år, og vi går også markant frem i ’22. Vi ligger langt over budget,” siger Søren Andersen.
Udfordringen er med andre ord ikke længere at komme ud i verden for Sonic Minds. Det er rent faktisk at kunne følge med – og at træffe de rette beslutninger fremadrettet.
”Det kan lyde lidt højpandet, men det har faktisk været svært at sige, hvilke markeder vi skulle gå ud. Der er ingen lande, der er nemmere eller sværere at arbejde i end andre, men vi er en lille virksomhed. Så vi skal vælge med omhu. Det er svært at vækste globalt, fordi vi skal have øje for tidszoner og kulturer. Vi har haft brug for at tænke os om,” siger Søren Andersen.
Hos Karsten Kjems er der ingen tvivl. Det har været en succes at åbne verden op for Sonic Minds.
”Jeg har været overrasket over, hvordan verden er blevet mindre. Med et digitalt produkt kan du lige så godt have base i Kina eller i Kalundborg. Du skal ikke være så bange for at række ud til omverdenen.”