Den store nordiske bureaugruppe The North Alliance (NoA), går en smule frem på toppen, men går tilbage på driften i sit nye regnskab i Danmark.

Driftsresultatet i bureaugruppen lander i 2022 på 28,3 mio. kr mod 37,4 mio. i 2021. Det sker, selvom nettoomsætningen i gruppen i samme periode steg fra 318 til 364 mio. kr, og bruttoavancen steg fra 233 til 258 mio. kr.

Resultatet vækker tilfredshed hos CEO, Mikael Jørgensen, som dog også kalder 2022 for et udfordrende år.

”Det er jeg både glad og stolt over. Men det har ikke været et år uden udfordringer. Det kræver ikke den store parabol at regne ud. Vi har haft en meget positiv udvikling, men vi er gået direkte fra corona til en krig i Ukraine,” siger han.

Skruet hurtigere op end markedet

Under corona voksede NoA samlet med mange millioner på både omsætning og drift. Derfor skruede bureauet også markant op på mandskab fra 2021 til 2022, hvor de gik fra 204 til 241 ansatte.

Men det rammer også, sammen med en opbremsning i andet halvår af 2022, bundlinjen hos NoA.

”Vi så en lidt overophedet økonomi efter corona, hvor alt skulle i gang igen. Så vi havde meget stærkt første halvår i 2022, og et mindre stærkt andet halvår som konsekvens af krigen, en potentiel energikrise og en høj rente,” siger Mikael Jørgensen.

”Det betyder også, at vores vækst har været noget lavere end i årene før. Vi har også fået en del nye medarbejdere med en hast, som egentlig var hurtigere, end markedet var klar til. Og det er klart, at i en virksomhed som vores er langt størstedelen af vores udgifter bundet op på medarbejderne. Så vi har i realiteten haft flere medarbejdere, end vi havde brug for, og det har kostet lidt på driften,” siger han.

Hvordan oplever du den opbremsning, du taler om?

”Alle, der arbejder i vores industri og beslægtede industrier, kan mærke presset. Du skal arbejde langt hårdere for dine ting, og det gør vi bestemt også. Vi skal arbejde hårdere for at have samme størrelse og mængde af projekter som for ét år siden,” siger han og tilføjer:

”Den justering, der kom på verdensøkonomien, er en anelse brat. Det rammer også beslutningskraften hos en masse virksomheder og vores kunder, som giver større tilbageholdenhed. Men det kan også være meget sundt, for vi havde et overophedet arbejdsmarked, hvor folk skreg på talent.”

Nøgletal for NoA i 2022 og 2023.

Generel tilbagegang på driften

Går man ned i regnskaberne for NoAs enkelte selskab, er der især positive vinde hos NoA Ignite, der vokser fra 6,8 mio. kr. til 7,5 mio. kr. på driften. Bold CPH vokser fra 934.000 kroner til 1,9 mio. kr. og NoA Health går frem fra 1,1 til 3,4 mio. kr.

Til gengæld går reklamebureauet & Co. tilbage fra 14,9 til 12,1 mio. kr. på driften, NoA Connect går tilbage fra 12,4 til 9,1 mio. kr.

Og NoA Consulting slår et decideret hul i jorden og går fra et overskud på 1,2 mio. kr. til et underskud på 5,8 mio. kr. på driften. Mikael Jørgensen oplyser i en opfølgende mail til Markedsføring, at The North Alliance siden har justeret strategien og skåret ned på bemandingen i NoA Consulting, som går væk fra fokus på “Commercial Excellence”.

Mikael Jørgensen forventer, at opbremsningen også vil ramme NoA og resten af branchen i 2023.

”Jeg forventer, at hele året fortsætter med at være meget udfordrende. Du skal kæmpe hårdere for tingene, og du skal være ekstremt opmærksom på omkostningsbasen og mængden af projekter i din forretning,” siger Mikael Jørgensen.


”Vi så efter corona, at samfundet blev boostet af penge fra staten. Vi kan se på stort set alle regnskaber, at mange virksomheder har nydt godt af det. Men nu vil økonomien finde et andet leje med en generelt højere rente.”

Det er klassisk lærdom, at når mange bremser op, så har store spillere en god mulighed for at vinde nye markedsandele fra konkurrenterne. Skal I tage en større del af markedet fremadrettet?

”Det er klart vores mål. Da corona ramte, ville vi stærkere ud af corona, end vi kom ind i det, og det lykkedes. Vi stod markant stærkere. Vi vil udnytte vores position alt, hvad vi kan til at vinde markedsandele. Kunderne vil gerne inspireres og have sikkerhed for, at dem, der arbejder for dem, faktisk leverer på ekstremt højt niveau. Og det kan vi,” siger Mikael Jørgensen.

Store roser i årets løb

2022 var også generelt et år, hvor der blev jublet meget hos NoA. Bureauet & Co. blev af det britiske branchemedie Campaign udpeget som verdens stærkeste kreative bureau. Og NoA Ignite blev kåret som en af verdens mest innovative virksomheder af erhvervsmediet Fast Company.

Markedsføring har både interviewet Jakob Langemark, der står i spidsen for NoA Ignite, her – ligesom Markedsføring også har fortalt historien om, hvordan & Co. blev grundlagt og endte med at blive et af verdens mest prisvindende reklamebureauer.

Sammen med en lang række store priser, som bureaugruppen har hentet de seneste år, placerer det NoA stærkt i markedet, vurderer Mikael Jørgensen.

”Det var mega fedt for os at blive nævnt i store, globale tidsskrifter, hvor Danmark normalt aldrig bliver nævnt. Det er ekstremt vigtigt for os. Ikke, fordi vi bare skal sole os i det, men fordi det har en direkte konsekvens for vores evne til at tiltrække kunder og talenter. Det er det, vi lever af,” siger han.

Samtidig understreger Mikael Jørgensen, at det fremadrettet bliver endnu mere centralt for NoA på tværs af fagligheder og selskaber. De senere år har NoA haft en skarp opkøbsstrategi og har blandt andet tilføjet selskaber som Scienta, Agitec, Bluebird, Bob the Robot og DK&A.

Generelt skal bureaugruppen være endnu bedre til at udnytte sine kræfter på tværs, siger han.

”Vi har hyldet samarbejdet i mange år. Men under corona har jeg godt kunnet mærke, at vi af helt naturlige årsager har haft sværere ved at arbejde sammen. Det har vi nu rebootet,” siger Mikael Jørgensen og tilføjer:

”Vi gør en kæmpe indsats på tværs af selskaber for at arbejde sammen. Jeg har en stor tro på, at vi bliver dygtigere og dygtigere til det. Hele vores strategi er at lade de allerdygtigste arbejde sammen om at læse kundernes problemer. Der skal vi være endnu hurtigere og bedre til at spille bolden rundt på hele banen.”

Opdateret kl. 11.01: Et svar fra Mikael Jørgensen gik igen to gange i artiklen til sidst. Dette er nu rettet. Tal for bruttoavance og omsætning for gruppen er også præciseret.