Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt bliver nu en markant stemme i Telenor-kampagnen ”Spurgt?”, der gik i luften tidligere på måneden.
Med kampagnen ønsker Telenor at få danskerne til at tænke sig om, før de deler billeder på sociale medier – og teleselskabet markerer sig med et klart budskab: ”Har du spurgt, før du deler?”.
Første rul omfattede blandt andet en video-podcast med de to influenter Rasmus Brohave og Sarah Grünewald, og nu træder Helle Thorning-Schmidt også til som ambassadør for kampagnen.
Selv siger Helle Thorning-Schmidt til Telenors hjemmeside, at hun håber, at kampagnen kan være med til at starte en samtale.
”Det kunne være fedt, når I kører denne her kampagne, at folk begynder at diskutere det med hinanden i deres vennegruppe og deres familier, eller med forældre, bedsteforældre og så videre. Det kunne være spændende, hvis folk åbent spurgte hinanden, hvad tænker du egentlig om det her?,” lyder det på sitet fra den tidligere statsminister.
Her fortæller hun også, at hun på et tidspunkt delte et billede af et af sine voksne børn, som havde tømmermænd, og der blev hun ringet op med det samme og bedt om at fjerne det.
Artiklen fortsætter under billedet.
”Jeg var ved at dø af pinlighed. Jeg kunne godt forstå det. Jeg kan også godt se, at hvis jeg havde kigget lidt mere på billedet, så havde jeg måske ikke lagt det op,” lyder det på sitet fra Helle Thorning-Schmidt.
Markedsføring har via mail interviewet Marie-Louise Gottlieb Munck, der er brand manager hos Telenor, og Jane Sørensen, der er executive director, content & innovation hos OMD, om valget af den tidligere statsminister som ambassadør og om overvejelser, mål og læringer fra processen.
”Tyngde og troværdighed”
Hvorfor er Helle Thorning-Schmidt i jeres øjne en god ambassadør for Telenor?
To hurtige til Jane Sørensen, executive director, content & innovation, OMD
De to tidligere influenter var i podcast – hvilke platforme er valgt for Helle Thorning-Schmidt og hvorfor?
”Helle Thorning-Schmidt træder planlagt ind midtvejs i kampagnen, med en kraftfuld troværdighed som skal fastholde og udbygge det momentum som Sarah Grünewald og Rasmus Brohave har skabt med deres videopodcast. Helle Thorning-Schmidt går forrest i indsatsen på sin egen instagram, og hen over de næste par uger kommer der flere film til, som både er produceret sammen med hende, men også film hun selv producerer – og de budskaber bærer vi så videre ud på øvrige kanaler.”
Hvad er særligt i forhold til brugen af influenter i denne kampagne?
”I vores øjne er det særlige, at vi har inviteret en så stærk profil som Helle Thorning-Schmidt ind i et samarbejde om at udvikle materialet. Det både i form af mere klassisk influent indhold, men også til at producere film med os og give interviews til brug i det omkringliggende indhold som f.eks. til vores kampagnesite. Så helt grundlæggende rækker samarbejdet ud over det klassiske, og det er her hele indsatsen smelter bedre sammen, når I som modtagere kan se og følge den berømte røde tråd, hele vejen igennem vores kommunikation.”
”Helle Thorning-Schmidt er den rette ambassadør, da hun er kendt for at tage vigtige emner op. Udover at hun er tidligere statsminister, er hun bl.a. kendt for sin integritet og sit engagement i sociale og etiske spørgsmål,” skriver Marie-Louise Gottlieb Munck og uddyber:
”Hun har tidligere talt om vigtigheden af privatliv og digital tryghed, hvilket gør hende til en naturlig fortaler for vores kampagne. Hun er velkendt, empatisk, respekteret og meget troværdig, og hendes evner som stærk kommunikatør og debattør gør hende i stand til at formidle budskaber effektivt både til yngre og ældre generationer.”
Hvilke overvejelser har I hos Telenor gjort jer ift. at benytte et ’politisk navn’ i kampagnen?
”Hendes baggrund giver hende meget tyngde og troværdighed. Men Helle Thorning-Schmidt er jo kendt for mange ting, og rummer meget mere end politik. Hun har en stor interesse i at fremme digital tryghed og problemstillingen om at dele billeder uden at spørge, der er samfundsrelevant og vigtigt for danskerne, kan hun kommunikere klart og overbevisende,” skriver Marie-Louise Gottlieb Munck og tilføjer:
”Hun repræsenterer en stemme, der kan inspirere til at ændre adfærd. Hun har også stor erfaring med sociale medier – herunder de udfordringer og bekymringer, der kan være forbundet med deling af billeder. Hendes personlige indsigt i dette giver hendes stemme ekstra vægt og autenticitet.”
Holdninger og handlinger
Telenor sætter ikke tal på konkrete kampagnemål, men Marie-Louise Gottlieb Munck skriver, at det handler om at ændre på den måde danskerne tænker og agerer i forhold til billeddeling:
”Vores målsætning for kampagnen er, at vi gerne vil ændre danskernes holdninger og handlinger, når det gælder deling af billeder på de sociale medier. Det er blevet en vane og helt normalt, at vi deler uden at spørge først. Vi vil gerne gøre det helt normalt, at vi får spurgt hinanden, inden vi deler billeder på sociale medier. Og det tror vi på, at både Helle Thorning-Schmidt, Rasmus Brohave og Sarah Grünewald kan opfordre til – på forskellige måder og i forskellige målgrupper.”
Vil I dele nogle foreløbige resultater af første rul?
Om kampagnen
Ud over video-podcasten byder kampagnen ”Spurgt?” blandt andet også på film med Telenors reklamefigur ”Danmarks Bedste”, udviklet sammen med bureauet &Co., aktivering fra +50 mikroinfluenter og kampagne-sitet, skabt i samarbejde med Center for Digital Dannelse, hvor der er gode råd til, hvordan man får taget snakken.
”Vi er kommet rigtig godt fra start med kampagnen. Allerede nu får vi langt mere tid med brugerne end normalt, og det vidner om, at danskerne finder indholdet interessant. Vi har en høj visningstid på vores videoer med Rasmus og Sarah, der teaser for podcasten,” skriver Marie-Louise Gottlieb Munck og fortsætter:
”Der er også mange, der allerede har set og lyttet til hele videopodcasten, der varer ca. en halv time. Vores videoer med vores reklameunivers med Danmarks Bedste ser vi også fin performance på. Så vi er meget glade for de foreløbige resultater.”
”En meget iterativ proces”
Kampagnen rummer mange ’første gange’ for Telenor, oplyser Marie-Louise Gottlieb Munck.
”Det har været en spændende, inspirerende og meget lærerig proces, fordi denne kampagne er bygget op på en helt anden måde end vores tidligere kampagner. Det er første gang, at vi laver ambassadør- og influentsamarbejde, første gang vi laver en videopodcast, første gang vi samarbejder med en organisation i en kampagne, og det er også nyt for os, at vi med så stor en kampagne går ind i et vigtigt samfundsproblem, der vedrører en bred målgruppe.”
Hvad har I lært?
”Vi har lært at denne type kampagne er en meget iterativ proces, hvilket kræver tid, tålmodighed og en evne til at tilpasse sig løbende. Det er afgørende at være meget omstillingsparat. Det har været en super spændende proces, og de løbende tilpasninger har gjort, at vi er nået i mål med en kampagne, vi hos Telenor er super stolte af,” skriver Marie-Louise Gottlieb Munck og tilføjer:
”Samarbejdet mellem Telenor, vores bureauer OMD og &Co., ambassadører og organisationen Center for Digital Dannelse har tilført kampagnen en dybde og troværdighed, der gør at vi har skabt en kampagne, der ikke kun engagerer, men også inspirerer til positiv forandring.”
Se en af de film, der er lavet til kampagnen med Helle Thorning-Schmidt herunder. Filmproduktion: Magnus Kristoffersen & OMD.