”Ved du overhovedet noget om kultur og formidling sammenlignet med dine dygtigste medstuderende? Og kan du overhovedet få et job?”
Sådan lød Lars Krarup Olesens indre stemme, da han blev kandidat i Moderne Kultur fra Københavns Universitet tilbage i 2020. Og han havde delvis ret. For han gik arbejdsløs i lang tid.
“Den der usikkerhedsstemme har jo været en forbandelse, fordi jeg har fremstået mere usikker i forhold til, hvor god jeg egentlig har været fagligt,” siger han.
To år senere er Lars Krarup Olesen netop blevet forfremmet til Head of Marketing på det københavnske bureau PL & Partners – selvom han er selvlært i faget.
“Det gjorde mig meget glad at få det tilbud. For mig markerer det den her lange udvikling imod et brancheskift, jeg har taget. Dengang jeg begyndte at spille musik, der anede jeg jo overhovedet ikke, at det ville ende her,” siger han.
Pladeudgivelse åbnede øjne for kommunikation
Fra barnsben har Lars Krarup Olesen interesseret sig meget for computerspil, at lave videoer og i særdeleshed at spille musik.
Efter gymnasiet valgte han at studere datalogi, men droppede dog ud efter et halvt år, og begyndte i stedet på Musikvidenskab på Københavns Universitet. Sideløbende spillede han i flere bands, og det var igennem band-arbejdet, at han fik øjnene op for kommunikation og formidling.

”Da vi havde indspillet vores første plade (med bandet Via Mala, red.) og skulle til at udgive den, opdagede jeg, at jeg synes, at det med at kommunikere om musikken og at skrive pressemeddelelser var meget spændende.”
Derfor valgte Lars Krarup Olesen at søge praktik på kommunikationsbureauet Radius – et meget atypisk valg for en ’musikvidenskaber’.
“Imod alle forventninger ringede de to dage efter praktiksamtalen og tilbød en praktikplads,” fortæller Lars Krarup Olesen, der fandt sig rigtig godt til rette med at arbejde med digital kommunikation og efter sin praktik blev ansat som studentermedhjælper på Radius.
En stor mavepuster
Ifølge Lars Krarup Olesen gik det rigtig godt på Radius – så godt, at han turde satse på, at de ville beholde ham efter sin studentermedhjælper-periode. Det viste sig dog, at forhåbningen ikke holdt stik.
”Jeg havde ikke søgt andre jobs, fordi jeg havde fornemmelsen af, at det gik ret godt. Men ud fra den måde, som de valgte at prioritere deres ressourcer, valgte de ikke at forlænge mig,” siger Lars Krarup Olesen og fortsætter:
“Det var en ret stor mavepuster. Jeg var rigtig glad for at være der, og jeg synes, at mine kollegaer var megadygtige. Der følte jeg mig virkelig slået tilbage til start.”
Stemmen sår tvivl
På samme tid blev Lars Krarup Olesen kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling og var dermed færdiguddannet. Men afvisningen fra Radius var det, der fyldte mest.
”Den dag, hvor jeg skulle stoppe, stod jeg tilbage med den klassiske følelse af at blive afvist.”
Om Lars Krarup Olesen
30 år.
Vokset op i Sæby i Nordjylland.
Kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling, Bachelor i Musikvidenskab, KU.
Spillet trommer siden han var ni år.
Startede med at producere video som teenager, da han klippede kill-videoer fra Counter-Strike.
Er Head of Marketing på bureauet PL & Partners.
Samtidig begyndte hans indre stemme at så tvivl:
”For var kommunikationen overhovedet den rigtige vej at gå? Og er du overhovedet god nok? Hvis du havde været dygtig nok fagligt, så havde du vel været uundværlig for virksomheden?”
”Jeg blev enig med mig selv om, at det bare ikke var meant to be på det tidspunkt,” siger Lars Krarup Olesen, der tænkte, at han igen nok blev nødt til at rette fokus mod noget, der ”rimede mere på kultur.”
A-kasse og corona
Lars Krarup Olesen kom nødtvunget på A-kasse og sendte et væld af ansøgninger i retning af kommunikationsstillinger, men lagde også ansøgninger hos en række bureauer, fortæller han.
Til hans store uheld skriver vi marts 2020. Og da Lars Krarup Olesen har allerflest ansøgninger i søen, lukker Mette Frederiksen landet ned.
”Det betyder, at jeg står et særligt sart sted i min karriere. For med ét gik det fra at være arbejdstagers marked til at være arbejdsgivers marked. Mange virksomheder stoppede fuldstændig med at rekruttere, og det hele blev lige pludselig meget usikkert.”
I starten af sin ledighed havde Lars Krarup Olesen, qua sine mange fritidsinteresser, nemt ved at få tiden til at gå.
”Det var faktisk rigtig hyggeligt i starten. Men da coronaen rammer, er der ligesom en helt ny alvor, der går op for mig. Jeg spekulerer, om jeg nogensinde får et job. Skal jeg være en del af den statistik af humanister, der efter to år på dagpenge stadig ikke har fundet noget?”
Selvlærte i marketing
1 ud af 20 der arbejder i marketing er selvlærte, og Business Danmark forudser, at andelen vil stige.
Derfor har mediet Markedsføring sat fokus på en række selvlærte profiler for at høre om deres anderledes vej ind i salg- og marketing.
Det første interview er med Martin Wiinholt, der oprindeligt var ekspert i troubadour-sangere fra 1100-tallet, før han kom ind som juniorkonsulent på bureau.
Du kan også læse et interview med Sigrid Thau, der blev erklæret uegnet til gymnasiet, men uden relevant uddannelse har skabt sig en karriere som selvstændig brand udvikler og Marketing Manager.
22-årige Carl Kronika stiftede sit første bureau mens han gik i gymnasiet. I dag omsætter det for et to-cifret millionbeløb, selvom ingen af grundlæggerne har en uddannelse.
Held i uheld
Efter seks måneders ledighed har Lars Krarup Olesen fortsat ikke været i nærheden af et nyt job. Afslag afløses af afslag, og i stedet kom frustrationen og desperationen snigende.
”Du skal få et job nu, for ellers bliver dine chancer for at finde et job kun mindre, sagde jeg til mig selv.”
Til alt held fik han hul igennem til bureauet PL & Partners. Efter tre gode jobsamtaler sidder han en formiddag i juni ved telefonen og venter på besked om, om han har fået jobbet som Paid Social Specialist eller ej.
For enden af røret venter der dog Lars Krarup Olesen endnu et afslag.
Men.
Mens han har ventet på det afgørende opkald, har han surfet rundt på virksomhedens hjemmeside. Og her er han faldet over et nyt jobopslag – en deltidsstilling som Marketing Associate. En person, der skal hjælpe med marketing af virksomheden.
“Da jeg får afslaget, spørger jeg straks indtil det andet job: ”Hvis I kunne gøre det til et fuldtidsjob, ville det så være noget, som I kunne se mig i? For mine kompetencer ville passe endnu bedre til den stilling,”” siger Lars Krarup Olesen.
At han kunne passe i den rolle, havde man hos PL & Partners ikke tænkt på. Og efter et par timer bliver han igen ringet op og inviteret til en snak om jobbet – som han derefter landede i en fuldtidsversion.
Det er jo et meget ballsy move. Hvor fik du selvtilliden til det fra?
“Nogle gange kan jeg godt lide at tage en chance. På der her tidspunkt er det eneste, jeg kan miste, nærmest min egen værdighed. Jeg er jo allerede blevet afvist, ikke? Hvad mere kan gå galt, tænkte jeg.”
Stejl læringskurve
Da Lars Krarup Olesen startede hos PL & Partners, var det dog ikke fordi, han fra start excellerede i sin nye rolle som Marketing Associate.
”De første otte måneder, hvor jeg sad og skrev LinkedIn-opslag og nyhedsbreve, følte jeg, at størstedelen af det, jeg lavede, blev skrottet. Den her genre med LinkedIn-opslag havde jeg slet ikke luret.”
Til gengæld åbenbarede det sig for bureauet, at Lars Krarup Olesen havde mange andre talenter, som han ikke havde talt om til jobsamtalen på grund af ”en blanding af usikkerhed omkring egne evner, men også en klassisk jyde-ydmyghed.”

Især hans grammatikevner og videoproduktions-skills kom bag på cheferne, husker han. Der gik således ikke mere end en måned, før han stod og satte lys, filmede, klippede, lavede motion graphics og undertekster.
”Så kunne de lige pludselig godt se, at jeg jo faktisk ikke bare var generalist. Jeg var faktisk god til mange ting på så højt et niveau, at jeg kunne sættes til at løse en masse forskellige opgaver med gode resultater. Og jeg lærte hurtigt.”
Fra arbejdsløs til Head of Marketing
”Jeg følte, at alt var imod mig. For jeg lagde alle mine æg i en kurv med mit gamle job. Men på en eller anden måde er jeg endt i en stilling, der ikke kunne passe mig bedre,” siger Lars Krarup Olesen.
Sidste år blev han forfremmet til Marketing Manager, og i november, efter halvandet år hos PL & Partners, fik han tilbudt at få opgraderet sin stilling til at være Head of Marketing.
Hvad er den vigtigste læring du har gjort dig de sidste par år på arbejdsmarkedet?
”At kunne se muligheder og få gode idéer, selvom der er flere benspænd i en opgave, end der er ved at lukke en dør foran mig,” siger Lars Krarup Olesen.
Han fortæller, at han er landet et sted i sit professionelle liv, som han svært kan forestille sig mere optimalt. Og at han nu bruger den indre stemme, der tidligere har spændt ben for ham, konstruktivt.
”Før skulle jeg kæmpe meget imod den. I dag arbejder jeg meget mere sammen med stemmen,” fortæller Lars Krarup Olesen.
”Det er den samme kritiske stemme, som motiverer mig til at finde ud af, hvordan jeg kan løse en opgave endnu bedre og mere effektivt. Det har været nøglen til min hurtige udvikling. Jeg er også blevet bedre til at zoome ud, og er meget mere bevidst om, at min løsning ikke behøver være forkert. Der er mange forskellige løsningsmuligheder på alle opgaver, og det, jeg gør, kan være mindst lige så godt, som det en anden ville gøre,” siger han.
Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vi arbejde sig op inden for marketing som selvlært?
“Google, genvejstaster og hurtighed på et tastatur bør være dine bedste venner. Og så skal du ha’ en ”det-ved-jeg-ikke-men-det-kan-jeg-finde-ud-af”-tilgang til de ting, du ikke er selvsikker på i forvejen,” siger han og tilføjer:
”Og så er en nysgerrighed over for nye løsninger og andre mennesker guld værd. I stedet for at tænke, at du og en person ikke kan sammen, fordi I ser tingene for forskelligt, så prøv at forstå personen. Prøv oprigtigt at finde ud af, hvad personen synes er spændende, og hvorfor personen synes, at denne her vej er en god vej at gå. For det er lige der i nysgerrigheden, at du kan lære rigtig meget af andre og om dig selv.”