Det fynske bureau Brems & Co. har landet en aftale med Toyota Material Handling i Spanien, hvor de skal hjælpe med at øge salget af den japanske mobilitetsvirksomheds førerløse AGV (Automated Guided Vehicles, red. ) trucks. 

”Vi har opdyrket indsigt på det danske marked, som vi nu kan bringe videre til det spanske marked,” siger Martin Brems, der er strategisk rådgiver og stifter af Brems & Co.

Opgaven kommer nemlig på bagkant af et tilsvarende projekt, som Brems & Co. har lavet for Toyota Material Handling i Danmark i 2021-22. Her hjalp bureauet virksomheden til at skabe bedre resultater med sine salgs- og marketingindsatser for førerløse trucks.

”På europæisk plan er der et stort ønske om at booste AGV kategorien. Og vi hjalp Toyota Material Handling i Danmark til at blive bedre i deres salgskommunikation – blive bedre til at ramme de rigtige målgrupper, når de skal sælge, særligt i forhold til direktionen og bestyrelsen i virksomheder,” siger Martin Brems. 

Han mener, at det er de gode resultater i det danske Toyota-samarbejde, der har åbnet døren til Spanien. Helt eksakt gik vejen til det spanske marked via bestyrelsesformanden for det danske selskab, som også er bestyrelsesformand for det spanske selskab, fortæller han.

De eksakte forbedringer i salgsperformance som arbejdet med Brems & Co. har bidraget med for Toyoya Material Handling er fortrolige. Men Eiler Toft-Andersen, der er Senior Manager Logistics Solutions i Toyota Material Handling Danmark, beskriver i en mail til Markedsføring den overordnede effekt.

”Vi sparer mere tid og ressourcer internt på salg og marketing, og vi har øget værdien i vores salgstragt siden foråret 2022, hvor vi rullede det ud.” 

Håber på flere samarbejder

Martin Brems fortæller, at man hos Brems & Cohar udviklet sit eget værktøj, kaldet ’Strategitrappen’, der er grundstenen i bureauets strategiske tilgang, og som også arbejdet med Toyota er baseret på.

Arbejdet med Toyota Material Handling i Spanien starter med, at bureauet tager til Barcelona i marts måned til analyser og workshops.

”Den føste fase handler om en intern analyse af styrker og svagheder i salg og marketing (i Toyota Material Handling, red.) samt en ekstern analyse blandt udvalgte kunder, for at finde frem til behov, adfærd og barrierer for et salg,” siger Martin Brems. 

På Brems & Co. er man tre ansatte, og da Toyota har over 360.000 ansatte på verdensplan, er det en stor fisk, det lille bureau har fået i rusen. Men store internationale kunder ikke er helt nyt for bureauet, der tidligere også har udført globalt marketing strategisk arbejde for fitnessbrandet WaterRower

Hvad kan I som lille bureau tilbyde en stor virksomhed som Toyota Material Handling? 

”Vores tilgang er mere jordnær, enkel og pragmatisk end de store bureauer og konsulenthuse. Vi kommer ikke fem-mand mand høj til hvert møde, vi holder det teoretiske på et minimum, og vi kalder en “spade for en spade”. Samtidig bruger vi meget tid på at få kundeindsigt, som desværre bliver undervurderet af mange virksomheder” siger Martin Brems.

Han håber på, at arbejdet med Toyota i Spanien kan føre til flere samarbejder med Toyota Material Handling i andre lande.

”Jeg håber da, at det kan udmønte sig i endnu mere arbejde. Men det er alt for tidligt at spå om endnu. Nu skal vi først have skabt gode resultater for Toyota i Spanien.”