Efter mere end 40 år i medie- og kommunikationsbranchen giver Søren Kaster nu direktørstafetten i LEAD videre.
Det sker 1. september, hvor Marianne Hjaltelin bliver ny CEO og medejer i LEAD, oplyser bureauet i en meddelelse.
Søren Kaster fortsætter i efteråret 2022 som wingman for Marianne Hjaltelin i overdragelsen af CEO-rollen.
Fremover vil han også fortsat være tilknyttet bureauet som rådgiver på udvalgte opgaver, herunder Folkemødet i 2023, og han bliver siddende i bestyrelsen for en tid. Men overgangen bliver også starten på “et nyt kapitel”.
”Det er et nøje planlagt direktørskifte, der er godt for LEAD. Marianne er den helt rigtige til sammen med partnergruppen og alle medarbejderne at forløse det enorme potentiale, vi har.,” siger Søren Kaster i meddelelsen, der fortsætter:
“Det er også godt for mig, fordi jeg på trods af 40 fantastiske år i medie- og kommunikationsbranchen stadig har drømme og ideer, jeg gerne vil forløse i et tredje kapitel. Hvordan de realiseres, må tiden vise. Foreløbig vil jeg resten af året have fuld fokus på at overdrage CEO-rollen til Marianne.”
Kommer fra Group M-bureau
Marianne Hjaltelin bestred i en årrække forskellige ledelsesposter i Hjaltelin Stahl og Accenture Interactive.
Senest kommer hun fra en stilling som managing director for Group M-bureauet Acceleration Nordic, hvor hun nåede at være knapt et år. Nu ser hun frem til at blive en del af LEAD.
”Jeg har kendt LEAD i mange år og altid haft kæmpe respekt for huset, medarbejderne og det arbejde, LEAD står bag. Senest har jeg også fulgt med i den økonomiske vækst og konsolidering, som bureauet under Søren Kasters ledelse har gennemgået,” siger Marianne Hjaltelin i meddelelsen og tilføjer:
“Det er på alle dimensioner en sund virksomhed med dybe kunderelationer, høj integritet og et stærkt værdifællesskab. Derfor er det både med stor stolthed og en grad ærefrygt, at jeg har sagt ja til at overtage CEO-rollen efter Søren og til i fællesskab med partnerkredsen og vores dedikerede kollegaer at bringe LEAD endnu videre,”
Længe undervejs
Bestyrelsesformand Thomas Ladefoged siger i meddelelsen, at det er “et LEAD i topform, som Marianne sætter sig for bordenden af.”
”Gennem de sidste mange år har Søren sammen med partnergruppen og medarbejderne udviklet og udvidet LEADs kompetencer, kultur og faglige rækkevidde. Det har skabt kontinuerlig fremgang på både top- og bundlinje, og LEAD er i dag et fantastisk godt sted. Derfor er jeg overordentlig glad og stolt over, at vi i dag kan præsentere Marianne Hjaltelin som ny CEO.
Marianne Hjaltelin tiltræder som CEO og medejende partner pr. 1. september 2022,
LEAD har i dag 51 medarbejdere.