Mathilde Kastbjerg drømmer om at blive valgt til borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.
Og det er en drøm, der på papiret ser realistisk ud. Den 21-årige kunsthistorie-studerende stiller nemlig op til valget for Konservative, der i den seneste måling fra Kantar-Gallup bliver spået et regulært kanonvalg i København med 13 procent af stemmerne og otte mandater. Det er fem mere end i 2017.
Og Mathilde Kastbjerg er opstillet som nummer seks på listen for Konservative.
Men den drøm risikerer at blive forpurret af hendes problemer med Facebook under valgkampen. Her er Mathilde Kastbjerg nemlig aldrig blevet godkendt, og dermed har hun i starten af valgkampen ikke kunnet lave politiske annoncer og booste sine opslag på platformen.
”Jeg er aldrig blevet godkendt til at annoncere. Det virker, som om de har blokeret min profil fra det på en eller anden måde. Jeg har heller ikke fået nogen besked fra Facebook på, hvad årsagen er – selvom vi har forsøgt at få et svar,” siger hun.
Facebook erkender fejl
Mathilde Kastbjerg er en af flere kandidater, der er blevet ramt af problemer med annoncering på Facebook. Ifølge Benjamin Rud Elberth, der er digital ekspert og fører kampagner for flere kandidater under valgkampen – med Facebook som sit absolutte ekspertiseområde – oplever flere kandidater, at de af uransagelige årsager enten aldrig bliver godkendt, eller at deres opslag blokeres uden grund.
”Det kan afgøre borgmesterkæder rundt omkring. På Samsø kan valget for den lille kandidat blive afgjort med 20 stemmer. I Kalundborg har vi set, at det sidste mandat er blevet afgjort med 42 stemmer. Og den lille kandidat kan pludselig ikke komme igennem. Og det betyder, at de ikke bliver valgt. Den annoncering er i sidste ende forskellen på, hvem der kommer ind, og hvem der ikke gør,” sagde Benjamin Rud Elberth onsdag til Markedsføring.
I hans optik er det et klart demokratisk problem.
”Det er blevet så komplekst, at den almindelige kandidat ikke længere kan komme igennem nåleøjet. Det er en markant demokratisk udfordring,” siger han.
Og i et interview med Markedsføring erkender Facebooks politiske chef i Norden, Martin Ruby, at der er fejl og problemer med Facebooks annoncesystem i forbindelse med kommunalvalget.
”Jeg erkender også, at der sker fejl, og der er tidspunkter, hvor vi har været for langsomme til at løse sagerne. Og nogle har skullet vente for lang tid på at få godkendt deres ID. Der ligger fejl og misforståelser på alle sider,” har Martin Ruby sagt til Markedsføring.
Målgruppen er digitalt
Netop de problemer kan få afgørende betydning for Mathilde Kastbjerg. Facebook er nemlig et af de største ben i hendes valgkampagne, og hun havde afsat 15.000 kroner til annoncering på Facebook.
”Det er en meget vigtig del af mit valg. Selvfølgelig. Jeg er 21 år, og store dele af min målgruppe er på Instagram og Facebook. I København er de ikke ude på gymnasierne, fordi de generelt er meget venstreorienterede. Så jeg skal fange mine vælgere på Facebook,” siger hun.
Hun mener også, at hun har været ude i god tid i forsøget på at blive godkendt i Facebooks annoncesystem.
”Jeg forsøgte at blive godkendt allerede denne sommer. Der sendte jeg billeder af mit pas ind og fortalte, hvor jeg ville lave politiske annoncer. Og så forsøgte jeg også igen tættere på valget, men der skete intet. Det er et ret stort problem. Jeg blev meget vred over det,” siger hun.
“Jeg er sat helt vildt bagud”
Mathilde Kastbjerg bakker Benjamin Rud Elberth op i hans kritik af Facebook.
”Det kan ikke nytte noget, at jeg ikke kan få lov til at annoncere som opstillet politiker. Det er ekstremt stressende at stå i valgkampen og få afslag konstant og arbejde på at finde en nødløsning,” siger hun.
Du har jo stadig muligheden for at lave opslag på din Facebook-profil, der hitter organisk. Hvorfor er det ikke nok?
”Hvorfor er der brug for at hænge plakater op? Hvorfor er der brug for at dele flyers ud? I den demokratiske proces bør alle kandidater have lov til principielt at kunne det samme. Det er OK, hvis man ikke har lyst, men alle skal have muligheden. Jeg kan også se en markant forskel på views og reaktioner på mine opslag kontra dem, der bliver boostet hos mine konkurrenter,” siger hun.
Ved at lade sin kampagneleder oprette annoncer på hendes vegne er det i sidste ende lykkedes Mathilde Kastbjerg at få lov til at booste opslag og lave annoncer på Facebook for et par dage siden. Men hun frygter, at skaden allerede er sket med en lille uge tilbage til valgdagen den 16. november.
”Jeg er sat helt vildt bagud. Jeg kæmper med de andre borgerlige kandidater på min alder fra Venstre eller Liberal Alliance, og dem ser vælgerne jo før mig. Så kan jeg være til masser af debatter og sætte masser af valgplakater op – men det er virkelig mange mennesker, jeg har mistet,” siger hun.
Hun er også klar over, at det er muligt, den ekstra Facebook-annoncering ikke ville have været nok til at sende hende i borgerrepræsentationen. Men hun mener, det er unfair, at det kan spænde ben for hende eller andre kandidater.
”Facebook skal være bedre forberedte på, at der kommer et valg. Det er så stor en virksomhed, så de burde have styr på det,” siger hun.
Til Markedsføring fortæller Martin Ruby fra Facebook, at Facebook har oprettet direkte hotlines for kontaktpersoner hos de etablerede partier, hvis de oplever Facebook-problemer under valget.
Disse har dog fået kritik af Benjamin Rud Elberth for at fungere dårligt, da supporten i den anden ende ofte er fra ikke-danske ansatte i Facebook. En kritik, Facebook delvist anerkender.
”Når det er sagt, så får man fat i international support. Og der kan alle nuancer med en dansk kandidat ved et kommunalvalg godt være svære at forstå. Så der kan være brug for, at en lokal skal på banen og rede trådene ud,” siger Martin Ruby.