Mette Jermiin, mangeårig managing director og executive producer på det prisvindende danske produktionsselskab Bacon Cph, er stoppet.
Det afslører en returmail fra Mette Jermiin selv: ”Dear sender. I am no longer with Bacon. Please direct your inquiry to …”.
Fra Bacon selv bekræftes fratrædelsen med følgende ord på mail, sendt fra produktionsselskabets head of communications, Lasse Cato, til Markedsføring:
“Grundet et vigende marked har Bacon CPH A/S bestyrelse fundet det nødvendigt at foretage en reduktion af selskabets øverste ledelseslag. Stillingen som direktør for selskabet nedlægges derfor, og de overordnede ledelsesfunktioner varetages indtil videre af direktøren for Bacon OSL, Magne Lyngner. Den daglige ledelse i København vil fremover blive varetaget af Samuel Cantor.”
Videre i mailen hedder det:
”Som følge heraf fratræder Mette Jermiin sin hidtidige stilling som direktør for Bacon CPH og STH.”
Formanden for selskabets bestyrelse, Michael Christiansen, skriver i mailen:
“Mette Jermiin har gennem en årrække været selskabets kompetente og dynamiske leder, som med stor succes har bidraget afgørende til selskabets positive udvikling. Vi har meget at sige Mette tak for og ønsker hende fortsat succes i hendes videre karriere.”
Bacon oplyser, at der ikke er yderligere afskedigelser i forbindelse med omstruktureringen.
Bred tilbagegang i koncernen
Afskedigelsen af Mette Jermiin kommer nogenlunde samtidig med, at Bacon-gruppen som helhed har aflagt regnskaber for et 2023, som store dele af reklamefilmbranchen tidligere har beskrevet som et meget vanskeligt år.
Koncernen rummer Bacon i København, Bacon i Oslo, Bacon i Stockholm, og Bacon X, samt de relativt nyetablerede Bacon Pictures i Danmark og Oslo.
Gruppen som helhed melder om en nettoomsætning på 108 millioner kroner mod 167 millioner sidste år, mens årets resultat udgør et minus på knapt 1,2 millioner kroner mod et plus på knapt 11,7 millioner kroner i 2022.
De enkelte selskaber har dog haft varierende år.
Bacon Cphs bruttofortjeneste faldt fra 20,6 millioner kroner i 2022 til 8,3 millioner kroner i 2023, imens resultatet før skat dalede fra 9,3 millioner kroner i 2022 til 365.403 kroner i 2023.
Egenkapitalen gik fra 10 millioner kroner til 3,3 millioner kroner, mens antallet af ansatte faldt fra 13 til 9.
Bacon X, der arbejder med efterbehandling af film, herunder farvelægning, lydspor, klipning og visuelle effekter (VFX), holder bruttofortjenesten nogenlunde på niveau, 15,7 millioner kroner, men resultatet før skat falder fra 2,8 millioner kroner i 2022 til minus 704.000 kroner i 2023.
Her er egenkapital, 6,4 millioner kroner, og antal medarbejdere, 25, stort set uændret.
Det har ikke været muligt at finde tal for Bacon i Sverige, men Bacon i Oslo kommer ud med et resultat før skat på godt 314.000 norske kroner mod 2,3 millioner i 2022.
De to Bacon Pictures-selskaber går begge i minus: Det danske selskab udkommer med minus 1,2 millioner på bunden, mens Bacon Pictures Oslo rammer et minus på 2,3 millioner norske kroner i 2023.
Markant filmkarriere
Mette Jermiin startede karrieren i efteråret 1994 som agency producer hos det tidligere Bates, hvor hun var i godt 10 år.
Siden var hun i et par år producer hos Moland Film og havde derefter i en årrække sin egen virksomhed og arbejdede som freelance producer, indtil hun i 2011 kom til Bacon.
Først som executive producer og fra sommeren 2016 og til i dag som produktionsselskabets leder, managing director, og fortsat som aktiv executive producer.
Gennem mange år har hendes faglige kompetencer været bragt i spil i en lang række film og film craft juryer herhjemme og internationalt.
I 2024 har hun blandt andet været en del af film craft juryen ved Clio Awards. Hun har siddet med i film-juryen ved Creative Circle Awards i flere år, og sidste år var hun juryformand i film craft ved D&AD i London.
Hertil var hun juryformand i film craft ved Eurobest i 2021, ligesom hun har siddet med i executive juries ved Ciclope Festival, London International Award.
Også fra Cannes Lions har der været bud efter Mette Jermiin, som har siddet med i festivalens film craft-jury tre gange.
Markedsføring har været i kontakt med Mette Jermiin, som ikke ønsker at udtale sig.