Nord DDB’s case ’Chillboards’ er på ingen måde uvant med priser, men nu sætter casen for alvor pres på behovet for flere trofæhylder på kontoret i Møntergade i det indre København.
Det skyldes, at det internationale awardshow ADC Annual Awards sent onsdag aften den 17. maj offentliggjorde årets vindere, og ’Chillboards’ leverer den til dato vildeste danske præstation nogensinde ved showet.
Casen er skabt i samarbejde med DDB Chicago, adam & eveDDB i London og kreative på tværs af bureauer i Nord DDB-gruppen for øl-brandet Coors Light. Den vinder i alt 16 priser og anerkendelser.
Juryen ved showet, der holder til i New York, har således tildelt ’Chillboards’ fem guld, fem sølv, en bronze og to Merits (hædrende omtale) – hvortil kommer tre specialpriser.
To Best of Discipline, der i denne sammenhæng kan sammenlignes med Grand Prix – den ene i Advertising og den anden i Typography.
Hertil den særlige ’ADC Designism Cube’. Dem uddeles der blot én af, og prisen går til ’the entry that best encourages positive societal and political change’.
Og hos Nord DDB vækker priserne stor glæde.
Særlig hyldest
”Vi bliver nok aldrig trætte af, at få anerkendelse for den case. Den krævede så meget at få til at ske, og en særlig hyldest skal lyde til art directors og designere, som får en masse ros for udviklingen af typografien,” skriver Tim Fremmich Andresen, Creative Director og bestyrelsesmedlem hos Nord DDB, i en mail til Markedsføring.
Han er sammen med Anders Kure det danske team bag ideen – læs mere om idé og tilblivelse her.
Tim Fremmich Andresen tilføjer:
“Hele ideen centrerer sig omkring en funktionel typografi, så hvis den ikke sad lige i skabet, var ideen ikke god. Så ja, en Designism Cube og Best of Typography, er genialt. Og så er vi da ret glade for resten af priserne også.”
Apropos trofæhylder, så er det ikke mere end en lille måned siden, at ’Chillboards’ hentede 12 priser hjem ved Clio Awards og dermed sikrede den største danske succes ved det amerikanske awardshow i 10 år.
Flere priser kan være på vej
Lige nu er den i øvrigt også i spil til priser ved ADC Annual Awards’ storesøster, The One Show, som offentliggør hvilke typer pencils, de shortlistede vinder i denne uge.
Og ved D&AD Awards, der sætter farver på årets ‘pencils’ den 24. og 25. maj
ADC Annual Awards skiller sig lidt ud fra mange andre awards derved, at det er ’ideer og håndværk’, der præmieres, og showet havde i år fået 11.198 indsendelser fra 59 lande.
Flere end 10.000 af dem kom ikke igennem juryens nåleøje, men bureauer, cases, studios, brands og produktionsselskaber fra 32 lande gjorde.
Der blev i år uddelt 106 ADC Gold Cubes, 120 Silver Cubes, 162 Bronze Cubes og 390 Merits. Plus en række specialpriser – herunder Best of, Designism Cube og de obligatoriske ’Årets bureau, netværk, brand osv’.
Se alle årets vindere her – og Nord DDB’s priser for Chillboards herunder.
ADC Annual Awards til Chillboards
- Designism Cube 2023
- Best of Typography 2023
- Best of Advertising 2023
- GULD: Advertising, Design for Good – Advertising – Single – SØLV: Advertising, Innovation – Out of Home
- GULD: Typography, Use of Typography –
- GULD: Typography, Environmental
- GULD: Typography, Advertising
- GULD: Typography, Design for Good – Typography
- SØLV: Architecture / Interior / Environmental design, Craft – Sustainability / Environmentally Conscious Design
- SØLV: Experiental Design, Design for Good – Experiential Design
- SØLV: Typography, Typeface
- SØLV: Typography, Innovation
- BRONZE: Experiental Design, Live Experiences – Installations
- MERIT: Architecture / Interior / Environmental design, Public Art – Mural
- MERIT: Brand / Communication Design, Design for Good – Brand / Communication Design – Single