Jeg brokkede mig engang her på mediet Markedsføring over mig selv, og alt det pladder jeg gik rundt og sagde. Jeg slyngede om mig med buzzwords, jeg ikke anede hvad betød. Det er jeg holdt op med. Næsten i hvert fald.
Men nu er der opstået et nyt problem.
Jeg bruger nemlig andres kloge ord til at løfte mig selv op på en kloghedshest og ride på deres succes for at pudse mit eget ego. Jeg hører noget, og så ”låner” jeg det lige. Det gør vi nok alle sammen en gang i mellem. Men problemet er, at efter noget tid, så tror jeg, at det kommer fra min egen hjerne. Og tit glemmer jeg også helt, hvad jeg selv synes, i min selvfede iver for at lyde begavet.
Jeg hører Kasper Hjulmand sige et eller andet klogt om ledelse – klip til at jeg bruger en fodbold-analogi i et mødelokale, også selvom jeg ikke ved en skid om fodbold. ”Ledelse er en holdsport”, siger jeg så. Eller noget i den dur. Og ja ja, det er det da. Eller synes jeg egentlig det? Det tror jeg. For det meste. Eller hvad? Jeg burde i hvert fald lige tænke lidt mere over det, inden jeg slynger det ud.
" Hvor blev min egen mening af? Blev jeg forblændet af business-shamanen?Magnus Breum, Associate Creative Director, Marketsquare
Den anden dag blev jeg tryllebundet af Christian Stadil. Han fortalte med masser af luft i stemmen om branding iført silketørklæde, og det er åbenbart nok til at forføre mig. Jeg bliver snydt, fordi han både har Rolex-ur og Vans-sko på. Succesfuld, men nede på jorden. Og senere fanger jeg mig selv i at recitere noget han sagde fuldstændig ukritisk. Pis, tænker jeg bagefter. Hvor blev min egen mening af? Blev jeg forblændet af business-shamanen?
Og bare rolig. Det bliver værre endnu.
Det handler nemlig om anerkendelse. For efter klogskab kommer likes. Eller endnu bedre. De der klappende hænder man kan få på LinkedIn nu. Ikke bare et digitalt skulderklap, men et digitalt bifald. En ren drøm for en LinkedIn-narcissist som mig.
For når jeg opsnapper noget, som inspirerer mig, så er det her, hvad der sker:
Hvad jeg bilder mig selv ind, jeg tænker:
Gud, Dan Wieden er død. Han skal hyldes. Han har inspireret mig, og det fortjener verden også at blive. Det vil jeg skrive en klumme om.
Hvad jeg i virkeligheden tænker:
Gud, Dan Wieden er død. Det kan jeg bruge til at skrive en klumme og fremhæve mig selv og få likes på LinkedIn.
Men jeg glemmer én ting. Er jeg egentlig enig med Dan Wieden? Eller er det bare fordi, det er fedt at være enig med Dan Wieden? Jeg ved det ikke. Men jeg vil gerne blive bedre til at stoppe op og spørge mig selv, hvad jeg egentlig mener, inden jeg åbner munden.
Og med denne her klumme har jeg gjort præcis det samme igen. Brugt andre til at fremhæve mig selv. Så jeg stopper nu. Det lover jeg. Jeg skal bare lige have de her likes med.
