Jesper Arvidson vender tilbage til det digitale bureau Charlie Tango som ny senior engagement director efter en årrække hos Merkle og NoA Ignite.
Det oplyser Charlie Tango i en mail til Markedsføring, hvor det desuden fremgår, at bureauet også har ansat endnu en profil til sit Business Engagement-team: Frans Hammer, der bliver ny senior director.
”Markedet udvikler sig med høj hastighed, og virksomheder står i en virkelighed, hvor både teknologi, kundernes forventninger og omverden ændrer sig konstant. Det kræver partnere, der kan skabe fremdrift og samtidig bevare overblikket i den stigende kompleksitet,” lyder det i mailen fra Sidsel Kjøller Damkjær, der er CCO i Charlie Tango.
Hun understreger her, at det netop er ambitionen for teamet:
” Vi arbejder med digital innovation med blik for mennesker, teknologi, forretning og omverden. Det handler om at forstå de kræfter, der påvirker vores kunder udefra, og omsætte den forståelse til løsninger, der både er relevante i dag og robuste i morgen,” skriver hun og tilføjer:
”Her bidrager Jesper og Frans med en dyb indsigt i både teknologiske muligheder, politiske dagsordner og forretningsmæssige realiteter.”
Vender hjem med ambitioner
Jesper Arvidson har været en del af den digitale bureaubranche siden 2000.
Blandt andet hos Framfab havde han det tekniske ansvar for flere af de løsninger, bureauet udviklede for Nike – og som bl.a. vandt Grand Prix ved Cannes Lions – og han afsluttede sin tid i virksomheden i rollen som CTO.
Herefter var han gennem 10 år en del af ledelsen i In2media, der efter salget til KMD i sommeren 2017 blev til Charlie Tango.
De senere år har Jesper udvidet sin profil med erfaring fra kommercielle roller som executive director i Merkle, dengang Isobar, og senest i NoA Ignite, men nu vender han altså tilbage til Charlie Tango med et strategisk fokus på at udbygge bureauets forretning i den private sektor.
“Charlie Tango har gennem mange år opbygget en stærk erfaring i at skabe fremragende brugeroplevelser – både kreativt og teknisk. Det er en central del af vores DNA,” skriver Jesper Arvidson i mailen og tilføjer:
”Med denne nye strategiske satsning skal vi bruge det fundament til at skabe endnu større værdi for vores kunder – ikke kun ved at fokusere på den gode oplevelse, men også på den kommercielle effekt. Mit fokusområde vil være at løfte dette yderligere.”
”Der er et kæmpe marked”
Om baggrunden for at Jesper Arvidson var klar til at vende tilbage til Charlie Tango, skriver han i mailen:
“Det er måske ikke alle, der er klar over det, men Charlie Tango har oprustet markant på dataområdet det seneste år. I dag råder vi over nogle af branchens mest erfarne specialister indenfor udvikling af moderne og sikre dataløsninger.”
Han uddyber:
”Og i en tid, hvor kontrol over data, og beskyttelsen af dem, bliver stadig mere afgørende for virksomheder, giver det os en klar konkurrencefordel. Der er et kæmpe marked for at kombinere den gode oplevelse med god og sikker data. Det kommer vi til at satse endnu mere på.”
Om motivationen for at vende tilbage siger Jesper Arvidson:
“Jeg kender Charlie Tango rigtigt godt fra tidligere, så da Martin Nebelong og Rasmus Sanko rakte ud for at fortælle om deres vision for, hvor Charlie Tango skal hen, havde jeg lyst til at høre mere. Det blev til en række gode snakke, hvor de faglige ambitioner omkring brugeroplevelser og data, kombineret med nogle værdier, som jeg kan genkende fra tidligere, gjorde udslaget.”
Frans Hammer får central rolle
Frans Hammer, der er ny senior director på Charlie Tango, skal ifølge mailen styrke både ledelsen og det strategiske samspil med KMD.
Han kommer fra en stilling som partner i virksomheden itm8, hvor han har arbejdet med digital forretningsudvikling, teknologipartnerskaber og strategisk rådgivning af kunder.
Forud for det tilbragte han syv år i KMD, hvor han havde ansvar for større digitaliseringsprojekter og udvikling af datadrevne løsninger til både private og offentlige organisationer.
I Charlie Tango får Frans Hammer en central rolle i at ”udvikle nye digitale initiativer og styrke bureauets partnerskabs- og kundeportefølje særligt ved at videreudvikle og drive samarbejdet mellem KMD og Charlie Tango”, skriver Charlie Tango i mailen og uddyber:
”Frans Hammer får ansvar for at skabe sammenhængende kunderelationer og nye muligheder på tværs af de to organisationer, med fokus på at bringe de samlede kompetencer i anvendelse i samarbejdet med kunderne”.
Og det ser han frem til:
“Jeg glæder mig til at bidrage med mine erfaringer fra både itm8 og KMD og være med til at skabe innovative løsninger sammen med kunderne,” udtaler Frans Hammer i mailen.