De seneste uger har stået i de TikTok-kritiske udmeldingers tegn.
Center for Cybersikkerhed, Folketinget, Danske Erhverv og internationale institutioner har været ude med advarsler og i enkelte tilfælde direkte forbud mod at bruge den kinesisk-ejede app.
I marketing-verdenen har TikTok de seneste to-tre år været en stigende benyttet ingrediens i mix’et, så hvad tænker man ude hos virksomheder og brands om den nye situation?
Markedsføring har spurgt fire brands, der er aktive på platformen, om de har ændret på deres strategi inden for det seneste år, og om den seneste tids debat om datasikkerhed har nogen indflydelse på deres brug af TikTok.
Og meldingen fra alle fire brands, Matas, Krifa, Astralis og Sprout, er, at man fortsat har tænkt sig at benytte platformen – men at man også holder meget øje med udviklingen.
Maja Fabech, Head of SoMe & Influencers hos Matas, der har næsten 72.000 følgere på TikTok, skriver:
”Vi har indtil videre ikke ændret på vores brug af TikTok i markedsføringen, men ligesom alle andre følger vi debatten nøje og afventer, om der kommer generelle retningslinjer på området.”
Markedsføring har også denne uge kunnet fortælle, at partiet Liberal Alliance holder fast i brugen af TikTok, selvom partiets medlemmer skal slette det fra deres arbejdstelefoner.
En række af landets førende SoMe-bureauer fortæller også til Markedsføring, at de holder fast i at anbefale TikTok.
Krifa holder fast i forsigtighedsprincip
Hos Krifa, der sidste år kom farende ind på TikTok og i dag har omkring 70.000 følgere på platformen, skriver CMO, Thomas Eskildsen, at man er varsom med at ”blive for afhængig af enkelte kanaler”.
”Vi har fra start udvist ekstra påpasselighed på TikTok, hvilket betyder, at vi aldrig har uploadet data til platformen, og så har vi desuden holdt fast i vores princip om hele tiden at afsøge markedet for relevante alternative kanaler,” fortsætter han.
Han understreger, at den opblussende debat om datasikkerhed følges tæt.
" Som tingene er nu, så bliver vi ved med at være aktive på TikTok.Klaus Vemmer, CMO, Sproutworld
”Vi tager debatten alvorligt, men har også noteret, at anbefalingen fra Center for Cybersikkerhed om at slette app’en er til ansatte inden for det offentlige og ikke privatpersoner og virksomheder,” skriver han og uddyber:
”Udmeldingen fra Dansk Erhverv gør indtryk, og derfor fastholder vi vores forsigtighedsprincip, der blandt andet betyder, at vi ikke uploader data til TikTok. Men for nuværende holder vi fast i at benytte mediet til markedsføring.”
Sprout har stor succes med TikTok
Virksomheden Sprout, der fremstiller og sælger blyanter og eyeliners, der kan plantes efter brug og blive til blomster og krydderurter, fik sig noget af en debut på TikTok sidste sommer.
I dag har virksomheden over 273.000 følgere fra hele verden på TikTok og ifølge CMO, Klaus Vemmer, har platformen fået en vigtig plads i den samlede mediestrategi.
”Vi er lykkedes med at øge kendskabet til SproutWorld i en grad, som ikke er mulig via andre mediekanaler – set i forhold til den investering, vi lægger bag. Vi lagde f.eks. en organisk post op på TikTok sidste fredag. På fem dage fik den et reach på 29,5 millioner, 3,7 millioner likes og 11.400 kommentar. Og udover fine tal på selve Tiktok-platformen, øger vi vores salg via Amazon,” skriver Klaus Vemmer på mail til Markedsføring.
Sprout kapper da heller ikke marketingbåndene til platformen, men Klaus Vemmer siger, at virksomheden ”følger udviklingen og den debat, som omhandler datasikkerhed og TikTok”.
”Men som tingene er nu, så bliver vi ved med at være aktive på TikTok, fordi så mange millioner af brugere stadigvæk ønsker at inspirere, motivere og dele med hinanden på platformen,” fastslår han og uddyber:
Advarsler og forbud i hele verden
I Danmark har Center for Cybersikkerhed frarådet ansatte i det offentlige have app’en installeret på deres arbejdsenheder.
Folketinget har herefter også frarådet medlemmer og ansatte at have appen installeret.
Dansk Erhverv har udstedt et direkte forbud til sine ansatte mod at have app’en på deres arbejdsmobiler – og råder samtidig sine 18.000 medlemsvirksomheder til, at de ”bør overveje de alvorlige sikkerhedsrisici, der ligger i at acceptere app’en på arbejdstelefoner”.
Internationalt er billedet i den vestlige verden det samme.
EU-Kommissionen og EU-Ministerrådet har valgt at forbyde TikTok på de ansattes arbejdstelefoner, og i såvel USA som Canada har man fulgt trop.
Canada har ifølge nyhedsbureauet AP forbudt platformen på alle elektroniske genstande, der er blevet udleveret af staten.
Fra Det Hvide Hus lyder meldingen, ifølge Reuters, at de ansatte har 30 dage til at sørge for, at app’en ikke længere findes på “nogle føderale enheder eller systemer”.
Kilder: CFCS, AP, Reuters, Dansk Erhverv, m.fl.
”Vi vil lade det være op til forbrugerne selv at afgøre, i hvilken grad de er utrygge for deres egen datasikkerhed. Men skulle der komme nye oplysninger frem, så reagerer vi på baggrund af det.”
Astralis arbejder foreløbig videre med TikTok
Det professionelle dansk Counter-Strike-team Astralis har omkring 145.000 følgere på TikTok, og ifølge Steen Laursen, Director of Communications hos Astralis, er TikTok ikke så betydningsfuld en kanal.
”Pt. er mediet en mindre del af vores samlede digitale følgerskare, der på tværs af kanaler tæller cirka tre millioner følgere,” skriver han til Markedsføring og understreger, at man ”hele tiden arbejder på at tilpasse sammensætningen og brugen af kanaler på tværs af hold, detailforretning og andre aktiviteter.”
”TikTok har i den forbindelse været en naturlig del af porteføljen, og lige som på alle andre områder følger selvfølgelig udviklingen løbende og tilpasser strategien efter behov,” tilføjer han.
Der har for nylig været flere eksempler på forbud mod app’en, og debatten om datasikkerhed er blusset op igen. Betyder det noget for jer i forhold til at bruge mediet i jeres markedsføring fremover?
”Det er essentielt for os at være, hvor vores målgruppe befinder sig, og vi bruger mange ressourcer på at være på forkant med udviklingen. Når det er sagt, har datasikkerhed for både os selv og vores følgere naturligvis stor betydning for vores beslutninger, og vi justerer hele tiden vores indsats på de forskellige digitale kanaler,” skriver Steen Laursen og tilføjer:
”Det gælder også TikTok, hvor vi foreløbig arbejder videre, men med et øje på udviklingen og hele tiden klar til at justere på indsatsen, åbne nye kanaler og nedtrappe andre.”