Efter en markant turnaround i 2024, satte reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners (WDP) sidste år yderligere vækst ind på kontoen.
Bureauet er således kommet ud af 2025 med et driftsresultat på 1,2 millioner kroner mod godt 830.000 kroner året før.
Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab.
Bruttofortjenesten landede på 13,6 millioner kroner mod 12,8 millioner kroner året før, og resultatet før skat blev på 1,1 million kroner mod knapt 730.000 kroner året før.
Dermed holder det nu 53 år gamle reklamebureau fast – og lidt til – i de positive tal, der landede i 2024 ovenpå et barskt 2023, hvor WDP for første gang i 10 år gik i rødt.
Også i den årlige analyse MyImage Bureau flyttede WDP sig i den rigtige retning: Fra nummer 14 til nummer 10, hvilket gjorde bureauet til en af årets højdespringere.
AI og rådgivning fylder mere
Og for Henrik Juul, der er direktør og partner på bureauet er årets resultat godkendt – eller ”tilfredsstillende”, som den slags hedder på regnskabs-lingo.
I holder fast i væksten efter et træls 2023 og øger endda yderligere på top og bund. Hvordan vil du overordnet karakterisere 2025 for WDP?
”Vi er blevet styrket i vores kerneleverancer, rådgivning, design og eksekvering, fik sammenlagt to virksomheder, og efter en lidt haltende start kom vi stærkt igen i sidste halvår, også takket være et nyt, tredje ben, AI-produktion med højt kreativt niveau,” lyder det via mail fra Henrik Juul.
Han kalder 2025’s kundetilgang ’fornuftig’, men ønsker ikke at sætte navne på nye kunder. Endnu.
”Vi har haft ad-hoc kunder forbi med indkøb af produktion, design og strategisk rådgivning, og de forhåbentlig faste kunder kan vi vende tilbage til, når noget materialiserer sig,” siger han og tilføjer, at bureauet oplever nye typer af opgaver.
”AI-produktion fylder naturligvis en del mere end året før, men både design -og rådgivningsopgaver er også i vækst,” siger han.
”Forsigtig optimist”
Et eksempel på AI-arbejde fra WDP – ganske vist fra starten af 2026 – leverede forrygende resultater i biografen, og ellers var en af de kampagner fra WDP, der i den grad blev bemærket i 2025, en ny serie Tuborg Squash-reklamer.
Nøgletal for WDP – 2025
Økonomiske tal i millioner kroner – 2024-tal i parentes
- Bruttofortjeneste: 13,6 (12,8)
- Driftsresultat: 1,2 (0,8)
- Resultat før skat: 1,1 (0,7)
- Årets resultat: 0,9 (0,7)
- Egenkapital: 2,0 (1,2)
- Antal medarbejdere: 13 (12)
Kilder: Lasso X / cvr.dk
Her genintroducerede bureauet – mere end 35 år efter, at komikerparret ’Finn og Jacob’ fik danskerne til at sige ’Skvaaasj’ – skuespilleren og komikeren Finn Nørbygaard. Denne gang i rollen som sig selv.
Hvad har været den fedeste oplevelse hos jer i 2025?
”At vi er kommet gevaldigt godt med på både teknologi, research og rådgivning, og er udkommet med mange fine ting med højt kreativt niveau,” lyder det fra Henrik Juul, der tilføjer:
”Modsat visse andre mener vi på ingen måde, at uoriginalitet er vejen frem.”
Og hvordan forventer du, at 2026 kommer til at se ud?
”Året er startet godt, men så længe der sidder en utilregnelig person i Det Hvide Hus, er selv den nærmeste fremtid ikke til at forudse,” siger Henrik Juul, der tilføjer:
”Jeg frygter da en form for recession, og aner allerede en vis holden igen hos danskerne. Men heldigvis har vi både dygtige og trofaste kunder, så jeg er alligevel forsigtig optimist.”