Epica Awards har offentliggjort årets shortlister, og for Danmark er det blevet til ni fordelt på seks cases.

Robert/Boisen & Like-minded har fået tre, Mensch og Twenty hver to, mens Brandhouse og EssenceMediacom løber med hver en. 

Robert/Boisen & Like-minded er shortlistet for to forskellige cases.

Dels ’Windy Retreats’ for Andel, der forleden hev guld hjem ved årets danske udgave af Effie Awards, og dels ’Party Crashers’ for Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden, der er shortlistet to gange.

Mensch er shortlistet to gange for casen ’CopenPay’ for Wonderful Copenhagen – kampagnen, der belønnede turister for at opføre sig bæredygtigt.

Twenty er shortlistet to gange for kampagnen ’FCK Forever’, som introducerede klubbens nye hjemmebanetrøje ved at måle blodtryk på klubbens fans.

Også Brandhouse er med: Det er casen ‘Apropos …‘ eller ‘Speaking of …’, som den hedder på engelsk.

Fine danske traditioner

Med ni shortlister ved Epica Awards fortsætter den tendens, man allerede fornemmede tegne sig ved sommerens Cannes Lions-festival – færre danske shortlister end de foregående år.

Så sent som for bare en uge siden, var billedet det samme ved Eurobest, populært kaldet EM i reklame. Her høstede danske cases ni shortlister mod 35 i 2023.

Ved Epica Awards lød antallet af danske shortlister sidste år på 20 styk.

Historisk har danske cases gjort det ganske godt ved Epica-festivalen. I 2022 blev det blandt andet til guld til TV 2’s ‘Københavnerbænken’ og til Virtues ‘Backup Ukraine’.

Og i 2021 markerede & Co. sig med den første danske Epica-Grand Prix siden 2013 samt to gange guld for “Hjelm har alle dage været en god idé” for Rådet for Sikker Trafik. Oveni fik de også guld til den meget omtalte “What is truly Scandinavian” for SAS. 

& Co. blev samme år kåret som Årets Bureau ved Epica Awards.

Global pris

Epica Awards har eksisteret siden 1987 og er gennem årene blevet global. I år med indsendelser fra lande som Costa Rica, Georgien, Kina, Sydafrika og Singapore. 

I modsætning til de fleste andre awardshows i den kreative verden er det imidlertid ikke hverken kreative, producenter eller bureaudirektører, der bedømmer det indsendte arbejde.

Det gør i stedet journalister og redaktører fra den internationale fagpresse – herunder Markedsføring. De enkelte jurymedlemmer har dog ikke adgang til hverken at se eller stemme på indsendelser fra eget land. 

Du kan se årets danske shortlister herunder. Vinderne ved Epica Awards 2024 afsløres den 12. og 13. december.

Windy Retreats
Robert/Boisen & Like-minded
Andel
Communication & Public Services

Copenpay
Mensch
Wonderful Copenhagen
Transport & Tourism

Copenpay
Mensch
Wonderful Copenhagen
Public Interest – Environment

FCK forever
Twenty
FCK
Public Interest – Health & Safety

Speaking of …
Brandhouse
Call me
Public Interest – Mental Health & Well-being

Party Crashers
Robert/Boisen & Like-minded
Kræftens Bekæmpelse & Trygfonden
Cultural Insights

An original outdoor takeover
Essence Mediacom
Adidas
Events

FCK forever
Twenty
FCK
Events

Party Crashers
Robert/Boisen & Like-minded
Kræftens Bekæmpelse & Trygfonden
Humor

Redaktionen: Mediet Markedsførings journalist Susanne Ingemann Terney er jurymedlem ved Epica Awards. Hun har ikke haft adgang til hverken at se eller vurdere de danske indsendelser til Epica.