Effie Awards Europe 2023 er klar med årets finalister, og i år er der otte danske af slagsen.

Robert/Boisen & Like-minded markerer sig særlig skarpt med syv ud af de otte finalister.

Tre for Spies’ ’Dogcation’, to for ’Red din Far Dag’ for Kræftens Bekæmpelse, en for Andels ’Giv Plads’ – og en for ’Seks år med familiefortællingen’ for Tryg.

Hertil er også Accenture Song Danmark i finalen med Norlys-casen ’Unplug Denmark’.

”Vi ved, at kreativitet virker, men det er endnu vigtigere, at annoncørerne ved det. Derfor bruger vi rigtig mange kræfter på at dokumentere effekt på tværs af vores kunder. Så det er dejligt at se, at arbejdet bærer frugt,” skriver Søren Christensen, partner og strategisk direktør på Robert/Boisen & Like-minded, til Markedsføring i en mail.

Mest shortlistede

Robert/Boisen & Like-minded er i forvejen mest shortlistede bureau ved årets Effie i Danmark.

”Og nu også det mest shortlistede bureau i Europa med cases for Tryg, Spies, Kræftens Bekæmpelse og Andel. Samtidig er Spies’ Dogcation, den mest shortlistede kampagne i Europa,” skriver Søren Christensen og tilføjer:

“Så en rigtig god dag på bureauet trods gråvejret.”

I den generelle konkurrence er udpeget 40 finalister, mens 42 er videre i special-kategorien The Best of Europe.

Sidstnævnte rummer cases, der i egne lande har vundet guld eller Grand Prix tidligere – en slags Effie ’Champions League’.

”Fornemt, venner”

140 brancheprofiler fra 20 lande har siddet med i juryen ved Euro Effies.

Fra Danmark har Lars Samuelsen, Chief Strategy Officer og Creative Chair, Grey Group, været med.

Han er selv en garvet Effie-vinder gennem flere år og sidder desuden med i Global Effie-juryen, ligesom han er formand for Effie i Danmark. Og han kunne lide det, han så.

”Det er en fornøjelse at se kvaliteten og dokumentationen af det indsendte arbejde blive stærkere og stærkere år for år. Der har været en række cases, der på fornem vis tydeliggør sammenhængen mellem kreativitet og effektivitet,” skriver han i en sms-kommentar til Markedsføring om årets høst og tilføjer:

“Og så er det vel ikke mindst på sin plads at ønske de gode mennesker fra RBLM et kæmpe tillykke med alle shortlisterne – fornemt, venner.”

Der uddeles bronze, sølv og guld – og Grands – ved Effie Awards Gallashowet i Bruxelles den 5. december. 

Se de danske Euro Effie-finalister pr. kategori herunder – og dyk ned i alla finalisterne her.

Generelle kategorier

Positive Change: Environmental – Brands

Unplug Denmark
Norlys
Accenture Song 

The Green Search/Giv Plads
Andel
Robert/Boisen & Like-minded

Small Budget

Dogcation
Spies
Robert/Boisen & Like-minded

Social Media

Dogcation
Spies
Robert/Boisen & Like-minded

Travel, Transport & Tourism

Dogcation
Spies
Robert/Boisen & Like-minded

’Best of Europe’-kategorier

Positive Change

Red din Fars Dag
Kræftens Bekæmpelse
Robert/Boisen & Like-minded

Best of Europe: Small Budget

Red din Fars Dag
Kræftens Bekæmpelse
Robert/Boisen & Like-minded

Sustained Success

Familiefortællingen
Tryg
Robert/Boisen & Like-minded