Ifølge organisationen Future Female Founders står kvinder kun som modtagere af 1,4 procent af den funding, der bliver givet i Danmark.  

Anført af CEO Annette Piilgaard søsætter NORD DDB derfor nu initiativet ’2X Founders’, hvor to udvalgte kvinder får mulighed for at modtage hjælp til kampagneudvikling i et helt år. En ydelse som bureauet estimerer er 1,5 millioner kroner værd pr. kvinde.

“Kun 1,4 procent af investeringer i startups tilfalder kvindelige iværksættere. Så er det lidt svært at høre på, at vi har lige muligheder her i landet”, udtaler Annette Piilgaard, der er tidligere formand for Kvinder I Bestyrelser i en pressemeddelelse, hvor hun fortsætter:

“Jeg tror, at rigtig mange går rundt med følelsen af, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til lige muligheder mellem kønnene. Intet kunne være mere forkert. Desværre. Når det kommer til iværksætteri er vi langt bagefter lande, vi ellers stolt sammenligner os med.”

Flere kvindelige rollemodeller

Ifølge NORD DDB har både Vækstfonden og Dansk Erhverv bekræftet over for bureauet, at der er behov for flere kvindelige iværksættere, der får succes og bliver til rollemodeller for andre kvindelige iværksættere.

En iværksættersurvey foretaget af Dansk Erhverv fra starten af året har blandt andet vist, at kun otte procent af alle iværksættere har kvindelige iværksættere som rollemodeller.

Målet med ‘2X Founders’ er derfor hvert år at skabe to stærke nye kvindelige rollemodeller – og samtidig sætte fokus på den ulighed blandt køn, der hersker i iværksættermiljøet, lyder det fra NORD DDB.

“Om det er sport, politik, kunst eller iværksætteri – vi ved, hvor meget det betyder, at der er rollemodeller, når man vil give mennesker troen på, at deres ambition eller drøm kan indfries. Derfor er det vigtigt, vi sætter fokus på det – og ændrer det”, siger Annette Piilgaard i meddelelsen, hvor hun også appellerer til, at kvinderne selv tager skeen i den anden hånd.

“Spørger man Vækstfonden og Dansk Erhverv, så skal mange kvindelige iværksættere turde tænke større for virkelig at få vind i sejlene – og det vil vi meget gerne hjælpe med at skabe,” siger hun.