Det skal være slut med kendisser og sportsstjerner i bettingreklamer. Det siger skatteminister Jeppe Bruus (S) til TV 2.
“Vi ønsker helt konkret et forbud mod at bruge kendte eller andre autoriteter, fordi det også er noget af det, som særligt børn og unge spejler sig i,” siger ministeren.
Tidligere har det også lydt fra ministeren, at regeringen ønsker at forbyde spilreklamer 15 minutter før, under og 15 minutter efter sportsudsendelser på tv.
Forslagene kommer blandt andet efter en omfattende dækning af effekten af spilreklamer på ludomani i Jyllands-Posten, hvor danskerne bredt også udtrykte stor opbakning bag et forbud mod spilreklamer.