Akkurat som sidste år er fem danske brancheprofiler udvalgt til at fælde dom over, hvilke arbejder der kommer igennem nåleøjet til shortlisterne på Cannes Lions.

Det er i kategorierne PR, Direct, Film, Film Craft og Brand Experience & Activation, at de fem danske profiler skal give deres besyv med.

”Jeg er beæret over at slutte mig til mine med-kreative for at definere årets globale benchmark for kreativitet og honorere arbejder i verdensklasse, der vil skabe historie og drive fremskridt gennem kreativitet,” skriver Pernille Strøm Lundsfryd, der er Group Creative Director, Hjaltelin Stahl – part of Accenture Song på LinkedIn. Hun er jurymedlem i Direct-kategorien.

HER ER DE FEM DANSKERE

  • Pernille Strøm Lundsfryd, Group Creative Director, Hjaltelin Stahl – part of Accenture Song: Direct
  • Thor Jacobsen, Managing Director og Executive Producer hos New land: Film Craft
  • Lea Flodgaard, Art Director, &Co: Film
  • Sebastian Jensen, kreativ direktør, Publicis Creative: PR
  • Pete Johnson, Global Head of Creation, The LEGO Agency: Brand Experience & Activation

Danmark er i år stærkt repræsenteret indenfor film, hvor Thor Jacobsen, der er managing Director og Executive Producer hos New land, og Lea Flodgaard, der Art Director hos &Co., er jury i henholdsvis Film Craft og Film-kategorierne.

“Jeg ser frem til at se nogle fantastiske arbejder fra brillante personer,” skriver Lea Flodgaard på LinkedIn.

Den fjerde dansker, der har fået æren af at blive Cannes Lions shortliste-dommer, er Sebastian Jensen, der er kreativ direktør hos Publicis Creative. Han skal dømme i PR-kategorien.

“Jeg blev glædeligt overrasket og ser frem til at opleve cases i en kategori, der er tæt på mit hjerte. Jeg elsker, når kreativitet bringer et brand eller en sag på den store dagsorden. Det er et af de mest kraftfulde værktøjer, vi har til rådighed,” skriver Sebastian Jensen på LinkedIn.

Sidste danske shorliste dommer-titel tilfalder Pete Johnson, der er Global Head of Creation i The LEGO Agency, som er LEGOs in-house bureau. Pete Johnson skal operere I Brand Experience & Activation-kategorien.

I år er der ingen danskere, der skal være dommere i selve hovedkonkurrencen i Cannes. Dog skal Morten Grubak, der er Global Executive Creative Director Vice/Vitue Future, ned og dømme on location til Young Lions ved den sydfranske riviera, hvor han selv har repræsenteret Danmark i begyndelsen af sin karriere.

Der er i alt 243 branchefolk fra hele verden i Cannes shortliste-juryen i år.