Efter at Claus Gilbert Clausen i forsommeren blev udnævnt til øverste nordiske chef for Mediaedge:cia gruppen har man nu udnævnt en ny ledergruppe for bureauet i Danmark.
Først og fremmest er Carsten Krogh, 41 år, udnævnt til ny administrerende direktør for bureauet i Danmark i stedet for Claus Gilbert Clausen. Carsten Krogh beskrives som bureauets mest erfarne ledelsesmedlem. Han er HD i afsætningsøkonomi samt IAA og har tilbragt 20 år i branchen, heraf ni år hos Mediaedge:cia. Siden 2000 har Carsten indtaget posten som Managing Partner, og i 2005 blev han udnævnt til Managing Director for bureauet.
Samtidig med ledelsesskiftet har Mediaedge:cia besluttet at styrke bureauets ledelsesstruktur yderligere ved at introducere en udvidet fem personers direktion.
– Vi har udvidet direktionen med kapaciteter, der samlet bidrager med flere årtiers erfaring, og sikrer at alle bureauets nøglekompetencer er repræsenteret i direktionen, siger Carsten Krogh.
Derudover muliggør den nye fem personers direktion en meget målrettet og beslutningsdygtig ledergruppe. Foruden Carsten Krogh består direktionen fremover af:
*Vice adm. direktør Majbritt Krogh, der har ti års erfaring både fra MEC, AC Nielsen og TV 2. Majbritt Krogh har siddet i Mediaedge:cia’s direktion siden 2003.
*Managing Partner Jan Nielskov, der med 11 år i branchen, herunder de fleste hos MEC, også tæller blandt bureauets solide kræfter.
*Managing Partner Jannek Bejtrup, der er daglig leder af bureauets mediaafdeling i Århus, hvor han trækker på 11 års brancheekspertise, også fra mediesiden på Morgenavisen Jyllands-Posten.
*Nordic CFO Carsten Haagensen, der for nylig har sluttet sig til Mediaedge:cia. Med sig har han 5 års erfaring fra reklamebureau. Carsten har tidligere været hos Ogilvy som Finance Director og Nordic Finance Director.
Claus Gilbert Clausen skal nu stå i spidsen for yderligere ekspansion over hele regionen. Mediaedge:cia er således det største mediabureau i Norden, med massive investeringer i bl.a. nøgleområder som sponsor, event samt one-to-one kommunikation, online og direct marketing.
Mediaedge:cia er desuden et af Danmarks største mediabureauer ifølge den revisorattesterede årlige undersøgelse der foretages af Danske Reklamebureauers Brancheforening (DRRB) med knap 900 mio. kr. i omsætning og mere end 100 ansatte.
Mediaedge:cia er 100 % ejet af WPP Group og er dermed del af et verdensdækkende medianetværk.